NyhederI går

Søren Pape døde for et år siden: Han er borte men ikke glemt

Der er ro på de indre linjer under Mona Juuls ledelse, efter at De Konservative blev ramt af stort chok
 Søren Pape Poulsen døde 2. marts 2024, efter at han under et hovedbestyrelsesmøde hos De Konservative blev ramt af en hjerneblødning. Han blev 52 år.
Søren Pape Poulsen døde 2. marts 2024, efter at han under et hovedbestyrelsesmøde hos De Konservative blev ramt af en hjerneblødning. Han blev 52 år.
 Foto: Hanne Juul

Han er borte, men ikke glemt.

Sådan er det med Søren Pape Poulsen, som døde 2. marts 2024, efter at han under et hovedbestyrelsesmøde hos De Konservative blev ramt af en hjerneblødning. Han blev 52 år og efterlod partiet i choktilstand og uden formand.

Her et år efter er der fortsat tidspunkter, hvor Pape fylder.

Det fortæller den konservative profil Mette Abildgaard, som i øjeblikket er på barselsorlov. Det var Abildgaard, som ringede 112, da Pape faldt om.

- Vi er stadig i en proces, hvor Søren nogle gange sidder og hvisker på skulderen af os.

- Det er tit, at der er overvejelser om, hvorvidt vi skal være med i et forlig, med i en aftale, og hvad skal vi gøre, hvor vi overvejer, hvad ville Søren have gjort og sagt. Ganske ofte spiller det ind. Så er der også andre gange, hvor man gør noget andet, siger Abildgaard.

Hun beskriver det at være medlem af et parti som at være medlem af en stor familie. Derfor ramte det pludselige tab af formanden også partiet hårdt.

- Søren sagde ofte selv, at ingen var større end partiet, og de ord tog vi med os efter Sørens død. For selv om det var svært at komme over, er der ingen, der er større end partiet, og vi var nødt til at komme videre som parti. Der fik vi ret hurtigt valgt Mona som formand med fuld opbakning, siger Abildgaard.

Mona er selvsagt Mona Juul, som siden april 2024 har været formand for De Konservative.

- Det er, som om det her år er gået hurtigt. Det er ret vildt at tænke på, at det er et år siden. Jeg føler ikke, at det er lang tid siden, at Søren gik bort, siger Juul.

Hun kalder Papes død for en "chokerende og voldsom" oplevelse, men at partiet trods sorgen "er et godt sted i dag".

- Det Konservative Folkeparti er Det Konservative Folkeparti, siger hun.

Forstået på den måde, at den politiske linje, som blandt andet blev brolagt under Papes ledelse, er ført videre.

Tryghed og forsvar fylder meget - det samme med det grønne område og familiepolitikken.

Abildgaard bemærker, at der naturligvis er forskel på Pape og Juul. Sidstnævnte er stærk på erhvervsområdet og det grønne, mens Pape var det på retspolitikken, lyder analysen.

Politisk kommentator Hans Engell, der selv har en fortid som formand for partiet, minder om, at inden Pape gik bort, så var der murren i krogene omkring formanden. Altså om han fortsat var den rigtige efter et skidt folketingsvalg i 2022, hvor Pape endda var statsministerkandidat.

Den uro er forsvundet med Juul, mener Engell.

- Partiet har det internt ganske harmonisk, hvor der generelt er tilfredshed med Mona Juul. Men der er også lidt utilfredshed med, at der i målingerne ikke er rykket på mere, siger Engell.

I meningsmålingerne, som Voxmeter foretager for Ritzau, står De Konservative i den seneste til 6,2 procent af stemmerne. For et år siden stod partiet til 5,0 procent.

Engell er "ikke blæst bagover endnu" af Juul som formand. Hun bliver for alvor testet som formand, vurderer Engell, ved kommunalvalget 18. november og så endegyldigt ved det næste folketingsvalg, som senest finder sted 31. oktober 2026.

Juul tager meningsmålingerne ganske roligt.

- Vi kører vores strategi efter den plan, vi har lagt, og den får os helt sikkert i mål. Det er helt stille og roligt. Det vil tage noget tid, inden folk ved, hvem jeg er, hvad jeg står for, og hvad jeg mener, siger partiformanden.

Hun glæder sig over, at De Konservative ved sidste års valg til EU-Parlamentet - det første valg med hende som formand - fik 8,8 procent af stemmerne.

- Så jeg er fortrøstningsfuld, siger Juul.

Sponsoreret indhold