Nyheder6. marts 2025

Forsker i ytringsfrihed: Karsten Ree prøver at lukke munden på Janni

Rigmanden, Karsten Ree vil have fjernet Janni Rees nye bog fra hylderne, fordi den beskriver detaljer fra deres ægteskab. Men det kan være problematisk, mener forsker
Karsten og Janni er havnet i en bitter strid i Retten i Hillerød. Det handler om, hvorvidt Janni har ret til at udgive sin nye bog, der også omhandler deres ægteskab.
Karsten og Janni er havnet i en bitter strid i Retten i Hillerød. Det handler om, hvorvidt Janni har ret til at udgive sin nye bog, der også omhandler deres ægteskab.
 Foto: Mikael Rieck

Karsten Ree prøver at forhindre Janni i at fortælle sin personlige historie ved at kræve forbud mod bogen “Diva for Evigt”.

Det mener forlaget Buster Nordic, som pludseligt besluttede sig for at fremrykke udgivelsesdatoen for Janni Rees bog “Evig Diva”. Bogen udkom onsdag - samme dag, som rigmanden Karsten Ree og hans kendte ekskone skulle troppe op i retten i Hillerød, hvor spørgsmålet om forbuddet skulle afgøres.

- Denne sag handler om noget langt større end en enkelt bog – den handler om ytringsfrihed og retten til at eje sin egen historie, lyder det fra forlaget Buster Nordic til SE og HØR under retssagen onsdag.

Og det kan forlaget have en pointe i.

Ifølge forsker i ytringsfrihed, Ejvind Hansen ved Danmarks- Medie og Journalisthøjskole er forbuddet, som Karsten Ree kræver nedlagt for bogen, ødelæggende for Janni Rees muligheder for at fortælle sin egen historie.

- Det er i udgangspunktet en begrænsning af hendes mulighed for at komme til orde og ytre sig, og det er jo vigtigt, at man kan det i et demokrati, lyder det fra Ejvind Hansen til SE og HØR.

Linse Kessler var til stede for at yde moralsk opbakning og uddele snøfler ved Retten i Hillerød onsdag, da sagen mellem Janni og Karsten skulle behandles.
Linse Kessler var til stede for at yde moralsk opbakning og uddele snøfler ved Retten i Hillerød onsdag, da sagen mellem Janni og Karsten skulle behandles.
 Foto: Mikael Rieck/Aller Medier

Ifølge Janni Ree og forlaget bag bogen handler bogen “Evig Diva” om Janni Rees personlige fortælling og om “kvindeliv”. Karsten Ree er omtalt i enkelte passager i bogen ifølge forlaget, som har forelagt de pågældende passager for rigmanden.

Uenigheden mellem de to eks-ægtefæller handler om, at Janni Ree skal have underskrevet en fortrolighedsaftale i august 2023.

I aftalen, som skal være indgået mellem Karsten Ree og Janni Ree, skulle der stå, at ingen af de to måtte dele detaljer om deres ægteskab, samliv og økonomiske forhold offentligt.

Det er netop den aftale, som Karsten Ree nu mener, at Janni har brudt med bogen.

Passagerne i bogen, der omhandler Karsten Ree, er blevet forelagt for rigmandens advokater inden udgivelsen af bogen, men det har ikke været nok til, at man trak sagsanlægget tilbage. Ifølge Janni Ree og forlaget er informationerne om deres ægteskab og liv sammen i bogen i forvejen offentligt kendt, fordi begge parter allerede har fortalt det i pressen.

Janni Ree har ret til at fortælle hendes oplevelser i en bog, ligesom alle andre danskere har. Men på samme tid er der begrænsninger for hendes ytringsfrihed.

- Der findes jo begrænsninger for os alle sammen i forhold til, hvad vi kan sige. Det kan være i ens arbejde, hvor der er fortrolighed, og der er ting, som man ikke må fortælle offentligt. Det er lidt samme problematik, vi er ude i her, siger Ejvind Hansen.

Ifølge forskeren er der også et hensyn til Karsten Rees privatliv, hvor han skal beskyttes mod, at intime detaljer deles med den danske befolkning i bogen. Det er muligvis, derfor han ville have Janni Ree til at underskrive fortrolighedserklæringen.

En anden lignende sag drejer sig om, da den skandaleombruste skribent, Katherine Diez udgav sin bog “I egen barm” i efteråret sidste år. Her beskrev hun i detaljer hendes forhold til den kendte tv-kok og manuskriptforfatter, Adam Price og også den nuværende EU-kommissær, Dan Jørgensen (S). Der var dog ingen fortrolighedserklæring i den sag så vidt vides.

Her ankommer Karsten Ree til Retten i Hillerød. Han havde et stort blåt mærke i ansigtet.
Her ankommer Karsten Ree til Retten i Hillerød. Han havde et stort blåt mærke i ansigtet.
 Foto: Mikael Rieck/Aller Medier

Mens fortrolighedserklæringer er meget brugt af store, internationale virksomheder, hører det til sjældenhederne, at der bliver indgået den slags aftaler mellem ægtepar.

Derfor skal man også tænke sig grundigt om, før man skriver under på sådan en aftale, mener forsker i ytringsfrihed, Ejvind Hansen.

- Man kan godt undre sig over, hvad det er, der har fået Janni Ree til at underskrive aftalen i første omgang. Nogle gange indgår vi dumme aftaler, når vi er følelsesmæssigt påvirkede. Men man skal virkelig tænke sig om, før man indgår den slags aftaler, siger Ejvind Hansen.

Ifølge Buster Nordic var hverken forlaget eller Janni Ree klar over, at hun havde underskrevet en aftale om hemmeligholdelse, da de begyndte at skrive bogen.

Ifølge Janni Ree blev hun bedt om at underskrive nogle dokumenter, da hun sad på Karstens sygeseng og fik besked, om at han var terminalt syg. Hun vidste angiveligt ikke, hvad hun underskrev.

Det er en uheldig omstændighed, hvis Janni Ree ikke har vidst, hvad hun underskrev, da hun fik papirerne stukket i hånden, mener Ejvind Hansen fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole. Det var Karsten Rees hold af advokater, der stod bag aftalen.

- Det er vigtigt, at det bliver gjort klart for alle, hvad aftalen indeholder. Der kan man godt frygte, at Karsten Ree har haft nemmere adgang til juridisk rådgivning, end Janni har haft, siger Ejvind Hansen.

Onsdag skulle retten afgøre, om Janni Ree og forlaget Buster Nordic måtte udgive bogen “Evig Diva”. Men afgørelsen i sagen er blevet udskudt til den 12. Marts. Dermed bliver bogen stående på hylderne indtil da.

Rigmanden, Karsten Ree, krævede nemlig, at der blev nedlagt et forbud mod bogen, der var planlagt til at nå hylderne 11. Marts.

Buster Nordic har hele tiden stået fast på deres beslutning om at udgive bogen trods modstanden, og det har også resulteret i, at bogen allerede er på hylderne fra onsdag.

Ifølge forlaget er den blevet revet væk, ligesom forlaget bliver kimet ned af nysgerrige kunder, der vil have fat i et eksemplar af bogen.

Sponsoreret indhold