Chokerende video: Her bliver kvinde kidnappet i Californien
Politiet i Oakland, Californien kæmper lige nu mod uret for at finde en kvinde, der tilsyneladende er blevet kidnappet.
Politiet har i den forbindelse delt en overvågningsvideo, der viser øjeblikket, hvor kvinden først bliver overfaldet og herefter hevet ind i en bil af en fremmed mand.
Selv om politiet kun har sparsomme informationer i sagen, efterforskes den uhyggelige episode som en kidnapning, oplyser politiet på Facebook.
Episoden fandt sted 4. marts omkring klokken 15:30, hvor en ukendt gerningsmand i bil først forsøgte at påkøre kvinden. Herefter steg han ud af bilen og slog offeret flere gange, hvorefter han tvang hende ind i bilen.
Kvinden forsøgte at slippe fri og skreg ifølge politiet, hun ”blev kidnappet”.
Politiet fandt senere det pågældende køretøj i East Oakland. Bilen viste sig at være stjålet, men der var ingen spor efter hverken offer eller gerningsmand, hvorfor politiet nu har valgt at dele overvågningsvideoen i håb om at få oplysninger i sagen.
Offeret beskrives som en sort kvinde på mellem 20 og 22 år.
Gerningsmanden beskrives som en sort mand mellem 20-24 år gammel.