Dødsdømt for bestialsk mord: Chokudvikling for Brittany

Der er netop blevet skrevet et nyt, overraskende kapitel i en af de mest makabre mordsager i amerikansk historie, hvor gerningsmanden er en kvinde.
13. november 1996 blev 80-årige A.B. Towery dræbt i sit hjem i Amarillo, Texas, ved at en lampe blev mast ned i halsen på ham. Inden da var han blevet stukket ned med knap 60 stik.
Ifølge Wikipedia blev lampen stukket mere end 12 cm ned i halsen på offeret.
Kort efter blev den 23-årige, prostituerede narkoman Brittany Holberg anholdt og sigtet for drabet. Hun endte med at blive dømt til døden for rovmord, og har siden siddet på dødsgangen i Texas.
Hun blev fældet af sin cellekammerat, som i retten vidnede på, at Holberg havde erkendt at slå manden ihjel for at tage hans penge, og at hun ville gøre det igen.
Det stod i stærk kontrast til gerningsmandens egen påstand om at det skete i selvforsvar, efter det aldrende offer havde slået hende ned bagfra med en støbejernspande under et skænderi om stoffer.
Men nu, 27 år senere, tyder noget på, at det var Brittany Holbergs version, der var den sande. En appeldomstol har omstødt dødsdommen og sendt sagen tilbage til genoptagelse.
Det sker efter en afsløring af, at cellekammeraten var stikker for politiet, og blev løsladt samme dage, som hun fortalte politiet om Holbergs påståede indrømmelse.
Dermed er der håb for den nu 52-årige kvinde om, at hun igen skal opleve friheden efter det, der kun kan kaldes en tragisk tilværelse.
Hun blev allerede fra barnsben udsat for gentagne seksuelle overgreb, og blev som ung udsat for en gruppevoldtægt. Efter en knæskade blev hun afhængig af meth-amfetamin, og endte som prostitueret for at betale for sit misbrug.
Hun har et barn fra et tidligere ægteskab, som blev indledt, da hun stadig gik i skole, og gik i stykker kort tid efter.