Medina har købt Malo ud af villaen: Så meget kostede det hende

SE og HØR kunne 3. marts afsløre at Medinas mand Malo Chapsal havde købt sin egen bolig i nordsjællandske Kokkedal, og senere fortalte parret at de skulle skilles.
Et opslag på Tinglysningen bekræfter nu, at den 42-årige sangerinde har købt sin ti år yngre ægtefælle ud af villaen i Hørsholm.
Medina har betalt 1.300.000 kr. for Malos andel - han ejede 1/10 - af den 294 kvm. store bolig, som parret købte for syv mio. kr. i 2020.
Dermed er der gjort rent bord og Medina kan råde over ejendommen, som hun ønsker.
Villaen var indtil for få måneder siden til salg. Prisen var 17,5 mio. kr.
Om Medina beholder huset til sig selv og børnene Tyler og Elliot eller om hun sælger det, vil tiden vise.
Skilsmissen kom som noget af et chok.
Så sent som i julen var den lille familie på fire på juleferie på Mauritius.
Herfra delte Medina en stribe billeder af sig selv, Malo og deres to drenge.
På det ene billede går parret hånd i hånd i vandkanten, mens de på det sidste læner sig ind over deres to drenge og mødes i et kys.
Det er med andre ord kun få måneder siden, kærligheden stadig så brændende varm ud.