Kåre Quist har kvindetække: Her er alle ankermandens damer

LÆS OGSÅ: Kåre Quist holder sig fantastisk - men nu afviser han ondt rygte
Kåre Quist er en ombejlet herre.
I går bekræftede ankermanden således over for Ekstra Bladet, at han har fundet kærligheden på ny.
Qust blev spottet på tribunen i Parken i selskab med en unavngiven brunette i aftes, hvor der blev kysset igennem.
Yderligere detaljer om hans nye kærlighed ønsker han ikke at dele med offentligheden, meddelte han til avisen.
Forholdet er det tredje i rækken, siden DR-profilen og hans ekskone Tine Røgind i efteråret 2022 fortalte, at de havde truffet beslutningen om at gå hver til sit efter 12 år sammen - 10 af dem som mand og kone.

2023 var kun lige begyndt, da Quist rejste sydpå med 34-årige Pernille Nygaard, der bl.a. er kendt fra ”Paradise Hotel”.
Parret flygtede fra den danske kulde og nød en hed ferie på Tenerife, men forholdet holdt ikke.
I kulissen stod ”For lækker til love”-pigen Christina Odorico klar. Den 36-årige realitypige nød bl.a. en nat på Gilleleje Badehotel med tv-værten.

Men parret nåede meget mere end det, i de syv måneder forholdet varede. Det sluttede dog brat efter en ferie sidst i oktober.
– Jeg har det fantastisk, lød det efterfølgende fra den stolte nyhedsvært.
Det samme sagde Odorico, der havde afsluttet forholdet, da hun ikke længere stolede på Kåre.
Det var Tine, der gik
- Nogle gange slår livet et gevaldigt sving. Efter 12 år sammen er Tine og jeg gået hver til sit. Eller rettere: Vi er gået fra at være gift til at være hinandens bedste venner. Sådan er det. Og sådan vil det altid være, forklarede DR-profilen i det opslag, hvor han offentliggjorde bruddet.
Siden fortalte han i P1-programmet ”Hjerteflimmer for voksne”, at skilsmissen ikke var hans valg.

Bemærkningen faldt, da hjerteflimmer-vært Sara Bro spurgte, om han efterfølgende havde fortrudt skilsmissen.
- Det var heller ikke nødvendigvis mig, der udløste det, men det tog mig meget lidt tid at finde ud af, at det var helt rigtigt, fortalte han og kaldte det godt set af ekskonen.
Når en DR-profil af Kåres kaliber bliver skilt, udløser det ofte en overskrift eller to. Det var da også tilfældet sidste år, og kollegerne i DR-byen kunne da heller ikke undgå at læse om livsomvæltningen i de kulørte spalter.
- Folk var enormt søde og deltagende og kom hen, når jeg stod ved kaffeautomaten og spurgte, hvordan jeg havde det. Og jeg følte sådan lidt, jeg havde en hawaiiskjorte på til en begravelse, for jeg følte, at jeg havde det skidegodt, siger han og tilføjer:
- Det var for tidligt – jeg kunne ikke stå og sige, hvor godt jeg havde det, for det var upassende. Der var sådan en karensperiode, og det kunne sagtens være, at jeg havde haft det skidt og skulle bruge to år på at sidde og kigge ind i væggen, men sådan havde jeg det ikke, for det var rigtigt.
Har fået en søster
I udsendelsen fortæller han, hvordan forholdet til Tine Røgind har ændret sig siden skilsmissen. Deres relation har ingenlunde lidt skade efter bruddet. Faktisk kalder han sig selv en lykkelig ejer af en lykkelig skilsmisse.
Villaen i Vedbæk blev solgt i september, og nu er det kun deres søn Carl, som forbinder det tidligere par.
- I forhold til vores søn, der er ti år, der er vi helt enige om, hvad der skal foregå. Der føler jeg, at jeg har en makker eller en søster.
Det er ikke den eneste gevinst, Kåre har fået ved at blive skilt. For forholdet til sønnen er styrket, fordi de hver anden uge er sammen kun de to.
- Jeg synes faktisk, jeg er kommet tættere på ham. Vi har et fællesskab omkring fodbold, og nu har jeg ham 1:1, så når jeg har ham, er det bare ham og mig, lyder det fra Kåre, som har lagt sin vagtplan efter hvornår han har sønnen, så han i de uger har god tid, så de kan have kvalitetstid sammen.
Den anden uge arbejder han igennem på DR og nyder, at han er genforelsket i sit job.