Dårligt nyt til Brøndby inden skæbnekamp: Mathias Kvistgaarden er ude

Brøndby må se bort fra topscorer Mathias Kvistgaarden, når holdet søndag tørner sammen med Silkeborg i en direkte kamp om den sidste plads i Superligaens top-6.
Det oplyser Brøndby på sin hjemmeside.
Kvistgaarden udgik med en skade i mandagens nederlag på 2-4 mod Randers og er ikke blevet klar til kamp.
Træner Frederik Birk udtrykte ellers tro på, at Kvistgaarden, der har scoret 11 mål i superligasæsonen, ville blive klar, efter at angriberen havde taget del i noget af fredagens træning, men sådan skulle det ikke gå.
Til gengæld er højrebacken Sebastian Sebulonsen med i truppen efter at have været skadet i de første fire ligakampe i 2025.
Brøndby skal bruge mindst et point på hjemmebane for at snuppe den sidste plads i mesterskabsspillet. Silkeborg skal vinde på Brøndby Stadion for at komme med i det gode selskab.
Der er kickoff klokken 17.