Regitze Bach smider bombe på "Paradise Hotel": Aftalt uden for kameraerne
LÆS OGSÅ: Derfor fik du et chok: Scener klippet ud af "Paradise Hotel"
Der går et chok gennem alle, da Theis Horndrup lige efter sin farveltale bliver afbrudt af Regitze Bach, som melder ud, at hun gerne vil bytte plads med den udstemte deltager, der er på vej ud af "Paradise Hotel" og på et fly hjem til Danmark.
Ikke engang produktionsfolkene på optagelserne kendte noget til Regitzes plan. Det var der dog en enkelt deltager, som gjorde, afslører hun nu til SE og HØR.
- Jeg havde lavet en aftale bag kameraet med Alberte om, at hvis jeg byttede plads med Theis, så ville hun skifte sin partner Alex ud med Theis til næste parceremoni, fortæller Regitze Bach.
- Ingen vidste det overhovedet. Heller ingen fra produktionen. Så alle var i chok.
Aftalen skete i en pause mellem optagelserne, mens deltagerne hverken blev filmet eller havde mikrofoner på, og de derfor også havde fået at vide, at de ikke måtte tale sammen.
Men det holdt altså ikke Regitze og Alberte tilbage. For Regitze tænkte kun på at redde Theis.
- Jeg havde det sådan: Ingen andre skal vide det. For sagde jeg det højt, så kunne det være, at der ville ske alt muligt. Og de (produktionen, red.) skal ikke styre spillet i dag, det skal jeg.
- Jeg fik meget skældud. Det gjorde vi alle sammen.

- Men det er nemmere at spørge om tilgivelse end tilladelse.
Om Regitze Bach får lov at bytte plads med Theis Horndrup, bliver først afsløret i onsdagens afsnit.