Krimi10 timer siden (opd. 10 timer siden)

Alvorlig trafikulykke: Kvinde fløjet til hospitalet

En 82-årig kvinde er alvorligt tilskadekommet efter en ulykke ved Skive

En 82-årig kvinde er kommet alvorligt til skade i en trafikulykke på Glyngørevej ved Skive.

- Bilen er forulykket af ukendte årsager, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jeppe Holgersen.

Politiet fik anmeldelsen klokken 11.24. Anmelderen havde set kvindens bil rulle rundt.

Efterfølgende har en helikopter fløjet kvinden til behandling på Aarhus Universitetshospital.

Politiet er mandag eftermiddag på ulykkesstedet, som skal undersøges af en bilinspektør.

Det er kutyme efter trafikulykker med alvorlig tilskadekomst. Bilinspektøren kan være med til at klarlægge de nærmere omstændigheder ved ulykken.

Kvindens pårørende er underrettet.

Sponsoreret indhold