Se billederne: David Hasselhoff set for første gang siden ekskones selvmord

For små to uger siden blev David Hasselhoffs ekskone og moderen til hans to børn, Pamela Bach-Hasselhoff, fundet død i sit hjem efter at have taget sit eget liv.
"Baywatch"-stjernen delte efterfølgende en officiel udtalelse om det tragiske dødsfald, men udover det har han holdt sig langt væk fra rampelyset.
Nu er han dog blevet spottet for første gang siden ekskonens død.
Det skriver blandt andre TMZ.
Ifølge det amerikanske medie blev David Hasselhoff spottet af en paparazzifotograf i weekenden, da han var ude og gå en tur med en ven i Calabasas i Californien.
Den 72-årige skuespiller var iført sort tøj og en blå kasket, som han forgæves forsøgte at skjule sig bag.
Pamela Bach-Hasselhoff blev fundet død i begyndelsen af marts efter at have skudt sig selv i hovedet.
Hun og David Hasselhoff var gift fra 1989 til 2006 og nåede at få to børn sammen, før de blev skilt.
Efter bruddet havde de en langvarig krig i retten om børnepenge. En krig, de først nåede til enighed om mere end et årti senere.
- Vores familie er i dyb sorg over Pamela Hasselhoffs nylige bortgang, sagde David Hasselhoff i en officiel udtalelse via TMZ efter dødsfaldet.
- Vi er taknemmelige for den overvældende kærlighed og støtte i denne svære tid, men vi beder venligst om privatliv, mens vi sørger og navigerer gennem denne udfordrende periode.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.