Død i flystyrt: Topadvokat mødte kong Frederik flere gange

Læs også: Line Markert og Andreas Christensen fra advokatfirmaet Horten døde i flystyrt
Kong Frederik har aldrig lagt skjul på sin begejstring for sejlsport, hvor han har deltaget i flere internationale konkurrencer samt DM.
I den forbindelse har han også flere gange mødt Line Markert, der fra 2014-2024 var med i Dansk Sejlunions bestyrelse - de sidste syv år som formand.
Line Markert er en af de tre danskere, der mandag aften mistede livet i et flystyrt i Schweiz. De to andre ofre er hendes mand, Andreas Christensen, og deres fælles søn.

Ved siden af sit engagement i Dansk Sejlunion var hun også forperson i advokatfirmaet Horten, hvor hendes mand også var partner.
Line Markert og kong Frederik - der dengang 'kun' var kronprins - mødte blandt andet hinanden til rejsegildet for Aarhus Internationale Sejlsportscenter i 2017.
Året efter var så både kong Frederik og dronning Mary på plads til indvielsen, hvor Line Markert holdt åbningstalen.
Forholdet mellem kongehuset og Dansk Sejlunion blev også tydeligt, da prins Henrik gik bort.
- Med H.K.H. Prins Henriks bortgang har vi mistet en ambassadør, der med sit virke bragte glæden ved sejlsport ud til hele Danmark. Æret være H.K.H. Prins Henriks minde, skriv Line Markert i sin nekrolog.
Dansk Sejlunion har også reageret på den triste nyhed om Line Markert og hendes familie bortgang.
- I Dansk Sejlunion er vi alle dybt berørte af situationen. Line har styret Dansk Sejlunion med sikker hånd som formand gennem mange år, og vi stod netop overfor at skulle hædre hende med vores Ærestegn i weekenden på generalforsamlingen. Vi sender vores varmeste kondolencer og tanker til de efterladte. Det er et meget stort tab, siger Anders Kristensen, direktør i Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse.