
Nu bliver din iPhone "genopfundet": Apple er klar med stor nyhed senere i år

LÆS OGSÅ: Er du også for nærig til at købe den seneste iPhone?
Det er efterhånden nogle år siden, at Apple for alvor fornyede designet af iPhonen, der fortsat er techgigantens storsællert.
Men skal man tro blandt andre den velinformerede Bloomberg-journalist Mark Gurman er store nyheder på vej.
Det mest sikre rygte, der blandt andet er underbygget af billeder af prototyperne, handler om den kommende markant tyndere iPhone med navnet iPhone 17 Air.
Telefonen ventes at blive lanceret til september og bliver angiveligt blot 5,5 millimeter i tykkelsen.
Det er markant tyndere end de nuværende modeller, hvilket billeder af prototypen sammen med resten af 17-serien afslører.
Den danske pris er ukendt, men ventes at være i området omkring 8000 kroner. Måske lidt højere.
Så billigt slipper du ikke, hvis du vil have fingrene i Apples kommende foldbare iPhone. Her skal du gange med tre - prisen forventes nemlig at ligge på den forkerte side af 20.000 kroner.
Modsat iPhone 17 Air kommer den foldbare telefon ikke i år. Men der er en mulighed for, at telefonen, der bliver Apples første i kategorien, kan sættes til salg i 2026.
Indtil videre bliver designet af en foldbar telefon også rent gætværk.
Det giver dog god mening for Apple først at bevise, at den tynde iPhone 17 Air faktisk fungerer, før Apple laver en ny telefon, hvor et tyndt og foldbart design også skal kunne holde.
Netop for at sikre at telefonen ikke bøjer, bliver displayet på iPhone 17 Air da heller ikke det største, som Apple har lavet.
Her er forventningen en skærm på 6,6 tommer. Apples forsøg med en større skærm har angiveligt vist, at det kan gøre holdbarheden tvivlsom, da der er risiko for, at telefonen bøjer.
Alligevel lyder rygtet omkring den foldbare, at den indre skærm - som så består af to enheder - bliver 7,7 tommer. Eller hvad der i udfoldet tilstand næsten svarer til en iPad Mini
Den ydre skærm på den foldbare model er angiveligt 5,5 tommer.
