Kendte8 timer siden

Filmstjernen Jaime King mister forældremyndigheden over sine børn

Skuespillerinden har ikke fuldført et afvænningsprogram, og derfor har hendes eksmand nu fået den fulde forældremyndighed
Jaime King and Kyle Newman attend the tenth annual The Art of Elysium's "Heaven" Gala at Red Studios in Los Angeles, California, USA, on 07 January 2017. Photo by: Hubert Boesl/picture-alliance/dpa/AP Images
Jaime King og Kyle Newman gik fra hinanden i 2020. De har to sønner sammen, som han nu har forældremyndigheden over.
 Foto: Hubert Boesl/AP/Ritzau Scanpix

Filmstjernen Jaime King har ikke længere ret til at bestemme over sine børn.

Den amerikanske skuespillerinde har nemlig mistet forældremyndigheden over dem, fordi hun ikke har formået at fuldføre et seks måneder langt afvænningsprogram, som hun er blevet pålagt af retten.

Det skriver People Magazine, der har indsigt i retdokumenterne i sagen.

Ifølge det amerikanske medie vil Jaime Kings eksmand, filmskaberen Kyle Newman, fremover have den fulde fysiske forældremyndighed over det tidligere pars to fælles sønner, 11-årige James og 9-årige Leo.

Dommen betyder, at sønnerne fremover udelukkende skal bo hos deres far.

Jaime King og Kyle Newman vil stadig dele den juridiske forældremyndighed over børnene, men eksmanden har dog autoriteten, hvilket i sidste ende betyder, at han bestemmer, såfremt han og skuespillerinden ikke kan blive enige.

Selvom Jaime King har mistet den fysiske forældremyndighed, har hun fået ret til at se sine sønner tre gange om ugen på specifikke tidspunkter.

Hun skal dog være overvåget under samværet af enten sin mor, søster, svoger eller Kyle Newmans bror.

Det har tidligere været fremme, at Kyle Newman anmodede om den fulde forældremyndighed, fordi Jaime King angiveligt flere gange havde været stangstiv, mens hun havde børnene i sin varetægt.

Ifølge filmskaberen skal deres yngste søn ved en enkelt lejlighed have ringet og bønfaldt faderen om at hente ham og hans storebror.

Da Kyle Newman ankom til sin ekskones hus, skal han have fundet hende siddende på gulvet uden bukser på.

- Hun så rådvild ud og virkede fuld. Hun forsøgte at gestikulere, at jeg skulle komme over til hende, fordi hun forsøgte at komme op at stå, men ikke kunne rejse sig, har han udtalt i retsdokumenterne i sagen.

Det tidligere par blev gift i 2007 og skilt i 2020.

Dengang anmodede Jaime King om et politilhold mod eksmanden, hvilket hun fik godkendt af retten. Kort efter anklagede filmskaberen hende for at være stofmisbruger og alkoholiker.

Sponsoreret indhold