Storstilet eftersøgning i Tyskland: Toårig forsvundet i syv timer

Et forældrepars værste mareridt blev tirsdag eftermiddag til virkelighed i den sydtyske by Hornberg: Her forsvandt en blot toårig dreng, mens han legede på familiens ejendom.
Først efter en syv timer lang – og intensiv – eftersøgning blev drengen fundet i god behold.
Det skriver det tyske medie Bild.
Den lille dreng legede på familiens ejendom, da han pludselig forsvandt omkring klokken 16.30. Familien slog alarm til politiet, der hurtigt igangsatte en større eftersøgning.
Det var dog takket være et tip fra en jæger, at den lille dreng blev fundet.
Jægeren havde set den lille dreng på sit vildtkamera, hvorefter eftersøgningen blev indkredset. Kort efter midnat kunne tysk politi så meddele, at man med hjælp fra et termisk kamera havde lokaliseret den toårige dreng.
Den toårige dreng blev herefter genforenet med sine forældre og har det efter omstændighederne godt.