Akavet øjeblik går viralt: Alec Baldwin får reprimande af konen på rød løber

Vi kender vist allesammen godt til det der med at komme til at snerre af sin bedre halvdel, når han/hun er irriterende, men den slags er som oftest bedst at holde bag lukkede døre.
Det er det i hvert fald, hvis man er kendt.
Det må Alec og Hilaria Baldwin sande efter et yderst akavet øjeblik mellem de to er gået viralt på sociale medier.
Øjeblikket fandt sted under et nyligt interview med EkstraTV, hvor kendisparret blev spurgt ind til deres realityserie, The Baldwins.
Her blev 41-årige Hilaria Baldwin tydeligt irriteret over at blive afbrudt af sin 66-årige gemal, da hun forsøgte at svare på et spørgsmål.
- Helt ærligt! Når jeg snakker, så snakker du ikke, snerrer hun af ham, hvilket får ham til at undskylde med det samme.
Det virker dog ikke til, at undskyldningen bløder hende synderligt op.
- Når jeg snakker, snakker du ikke, gentager hun sig selv, mens hun tydeligt er irriteret.
Alec Baldwin forlader herefter interviewet.
Se episoden herunder:
Episoden er efterfølgende gået viralt på nettet, hvor Hilaria Baldwin i den grad får hug. Hun bliver således flere steder kaldt "respektløs" og "uhøflig".
- Hun er meget uhøflig mod sin mand foran alle, skriver en på TikTok for eksempel.
- Wow, hun viste lige sit sande jeg, lyder det fra en anden.
Kendisparret, der har dannet par siden 2012 og har syv børn sammen, har ikke kommenteret videoen.