Kendis-kok raser over gæster: “Det er fuldstændig fucked”

Den kendte tv-kok og ejer af restauranten Feedbistro i København, Jacob Jørgsholm, er så rasende over gæster, der skrider fra regningen, at han nu overvejer at bryde loven for at stoppe det.
- Det er noget svineri, og hvis jeg kan sætte en stopper for det, så er jeg lige på grænsen til at gøre det, siger han til SE og HØR.
I et opslag på sin Instagram har han delt tilslørede overvågningsvideoer, hvor man kan se flere gæster, der skrider fra regningen, mens tjeneren er væk.
Men han må ikke dele overvågningsvideoerne uden anonymiseringen med andre restauranter eller med offentligheden. Man kan ellers tydeligt identificere personerne på de uredigerede overvågningsvideoer, lyder det fra Jacob Jørgsholm.
Det skyldes, at det er et brud på GDPR-lovgivningen, og at den kendte restauratør kan blive straffet med bøde, hvis han deler overvågningsvideoerne uden at sløre de tyvagtige gæsters ansigter.
- Det er jo helt uden konsekvenser at gøre det her, og jeg føler, at der skal være en eller anden straf. Hvem ved, om de her mennesker gør det igen i næste uge på fem andre restauranter. Vi er i forvejen pressede, siger en tydeligt frustreret Jacob Jørgsholm.
Han fortæller, at siden torsdag har gæster tre gange gået uden at betale, efter de har siddet og spist og drukket i timevis.
I et af tilfældene var der tale om et ældre par. Men også et yngre kærestepar, der havde spist stor menu og fået vinmenu til for samlet 3.000 kroner forlod restauranten uden at betale.
- Folks moralske kompas er jo fuldstændig fucked. Vi har aldrig oplevet noget lignende før, siger Jacob Jørgsholm.
Ifølge den kendte tv-kok er problemet med gæster, der spiser for flere tusinde kroner, men aldrig betaler regningen, stærkt stigende.
- Det er en totalt stigende trend. De bestiller i hoved og røv, og så løber de deres vej, lyder det.
På Feedbistro er det sket 8 til 10 gange indenfor den seneste måned. Før i tiden var det også nemmere at spotte de typer, der kunne finde på at gøre det, lyder det. Men i dag er det alle slags mennesker - både ældre par og yngre.
- For mig handler det ikke så meget om kroner og ører, men det er mere princippet i, at man kan sidde og spise og vores tjenere gør deres bedste for at give en god service, og så skrider man bare, siger Jacob Jørgsholm.