I dag falder dommen: Sisse Sejrs fremtid ser dyster ud
Efter det kom frem, at journalisten Sisse Sejr er sigtet af politiet for groft at have chikaneret en kvinde ved at have stalket hende og stjålet hendes identitet, har hun mistet flere af sine jobs.
Først forsvandt et attraktivt moderatorjob, som hun skulle lave sammen med sin veninde, Pernille Skipper.
Efterfølgende har Børneavisen tvunget den stalkingsigtede Sisse Sejr til at slette alle spor af deres samarbejde.
Redaktionschef hos Børneavisen, Simon Thinggaard Hjortkjær, bekræfter beslutningen i en mail til Ekstra Bladet, og fortæller, at der ikke er planer om et nyt samarbejde med hende.
"Vi er selvfølgelig ærgerlige over situationen, som vi ikke havde set komme."

Ifølge kommunnikationsrådgiver Anna Thygesen er det kun begyndelsen.
- Det her er en hændelse, der kan ændre hendes liv i forhold til job, selvværd og relationer, fortæller hun til SE og HØR.
Smag af ironi
Også kommunikationsekspert Julius Bjørneboe Petersen hos kommunikationsbureauet ATAK Nordic mener, at sagen kan få alvorlige konsekvenser for hendes karriere i fremtiden.
- Det, der springer i øjnene, er, at Sisse Sejr tidligere har beskæftiget sig med identitetstyveri som journalist – og nu er hun selv sigtet for netop det. Det giver en stærk smag af ironi og stiller spørgsmålstegn ved hendes troværdighed som journalist, siger Julius Petersen til SE og HØR.
Sisse Sejr var vært på tv-udsendelsen “Mit liv er stjålet” på DR, som handlede om identitetstyveri, hvor hun blev undervist af IT-eksperter i, hvor nemt det er at få fat i personlige oplysninger på nettet.
Men DR - der ellers har haft sletteknappen fremme i en anden sag - vil ikke fjerne den programserie om netop digitale forbrydelser, som Sisse Sejr var vært for tilbage i 2017.
Det handler sagen om
I retsmødebegæringen kan man læse, at tv- og radioværten i ikke under 81 tilfælde stjal kvindens identitet, misbrugte hendes oplysninger og udsatte hende for omfattende digital stalking.
Konkret foregik det ved, at Sisse Sejr udgav sig for at være offeret og tilmeldte hende forskellige private og offentlige virksomheder. Således blev kvinden i ugevis bestormet med opkald, beskeder, mails og nyhedsbreve fra mange forskellige sider.
Der er også lavet flere reservationer på københavnske restauranter i det kvindelige offers navn.
Den omfattende og systematiske chikane fandt sted i perioden 15. juli til 23. august 2024.
Sagen startede efter, Sisse Sejr ifølge SE og HØR’s oplysninger havde set sig vred på kvinden, som er en bekendt til hendes mand, Esben Bjerre.
Sisse Sejr har erkendt sin skyld i sagen, og derfor kommer sagen til at køre som en tilståelsessag ved Københavns Byret 26. marts.