Rasmus Højlund sørger for smal dansk sejr over Portugal i Parken

Det danske fodboldlandshold står med de klart bedste kort på hånden efter den første Nations League-kvartfinale mod Portugal.
I en af de bedste danske landskampe mod en topnation i nyere tid vandt Danmark 1-0 hjemme i et udsolgt og feststemt Parken, og sejren var ikke et mål for lille.
Danmark skabte en lang række gode muligheder, og Christian Eriksen brændte endda et straffespark, inden det til sidst lykkedes at få hul på plankeværket Diogo Costa i Portugals mål.
Indskiftede Rasmus Højlund blev den helt store helt, da han i det 79. minut afsluttede et mønsterangreb med at score tæt under mål. Det var hans første mål på landsholdet siden 2023, og forløsningen for både målscoreren og holdkammeraterne var tydelig.
Højlund startede ellers ude, fordi landstræner Brian Riemer havde kastet kometen Mika Biereth ind fra start.
Den 22-årige debutant slap mere end hæderligt fra sit første møde med Parken, og han var tæt på at score to gange i en medrivende og underholdende første halvleg.
Allerede i det tredje minut gjorde Biereth væsen af sig for første gang.
Der var spillet under tre minutter, da han blokerede en bold fra Portugals målmand, men i et kapløb mod bolden og det tomme mål, drog keeper Diogo Costa fordel af, at han måtte bruge hænderne og reddede bolden til hjørnespark.
Senere i halvlegen diskede målmanden op med en pragtredning, da han dykkede ned til stolperoden og afværgede Biereths lumske afslutning.
I det hele taget havde Diogo Costa en god første halvleg.
Midt i halvegen læste han Christian Eriksen og pillede fynboens straffespark. Eriksen havde selv fremtvunget det, da hans hårde flugter fra feltkanten blev blokeret af Renato Veigas arm.
Da Diogo Costa endelig blev passeret lige inden pausen, kom Diogo Dalot ham til undsætning og reddede Eriksens forsøg på stregen.
Mikkel Damsgaard var tiltænkt en startplads, men var blevet syg op til kampen. Afløseren Jesper Lindstrøm var et andet af de danske lyspunkter i en hæsblæsende første halvleg, hvor også Kasper Schmeichel et par gange diskede op med stærke redninger.
På sidelinjen kunne Brian Riemer med rette ærgre sig over at gå til pause med en nulløsning, men samtidig kunne han glæde sig over, hvor imponerende spillerne var i stand til at levere i Riemers tredje landskamp.
Portugiserne havde som et led i forberedelserne haft fokus på den til tider intimiderende atmosfære, der kan være til landskampe i et fyldt Parken.
Om det var atmosfæren eller de danske spilleres tryk skal være usagt, men Cristiano Ronaldo og de mange andre store stjerner fandt sig aldrig helt til rette.
I lighed med første halvleg agerede Diogo Costa sprællemand, når det var nødvendigt efter pausen. Ti minutter efter sidebyttet diskede han op med sin tredje pragtredning nede ved sin egen højre stolpe, da han tog sig af Gustav Isaksens flade skud. I andre situationer savnede de danske forsøg kvalitet.
Portugiserne havnede i flere lovende situationer gennem anden halvleg, men det danske forsvar fik gang på gang sat en fod eller et hoved i vejen i sidste øjeblik.
Både Rasmus Højlund og Andreas Skov Olsen kom ind i kampens sidste fjerdedel for at give lidt fornyet offensiv energi, og det viste sig at være den helt rigtige disposition.
De havde henholdsvis sidste og næstsidste fod på bolden, da det endelig lykkedes at få bolden i nettet og bringe nationalarenaen i ekstase.
Mens portugiserne har en hel del at forbedre, skal det danske hold primært have finpudset skarpheden inden returkampen søndag i Lissabon, hvor Riemers hold også må forvente at komme under noget større pres.