Kæmpe chok: Zenia Lund trækker sig fra "Paradise Hotel" to dage før finalen
LÆS OGSÅ: Alberte kalder Zenia naiv: Hun var blevet advaret om Theis
Ikke engang produktionen vidste, at Zenia Lund pludselig ville trække sig helt fra "Paradise Hotel".
Hun tog da også beslutningen på stedet, fortæller hun SE og HØR.
- Jeg ville aldrig have trukket mig. Det er kun på baggrund af, at der er to dage tilbage, og jeg ikke kan ændre det her spil nu. Hvorfor skal jeg bruge min tid på at have det psykisk dårligt derinde, når jeg ikke kan gøre en dyt?
Det er, da de to personer, hun stoler allermest på, endelig bekender kulør, at det bliver for meget for Zenia.
Først stiller Alberte sig bag Theis, selv om hun hele dagen har løjet og sagt noget andet. Derefter vælger Theis Zenia fra.
Selv om Zenia hele dagen havde på fornemmelsen, at der var noget i gære, var hun i situationen alligevel overrasket over sine to medspillere.
- Da det går op for mig, at jeg har ret i, at det er det, de har talt sammen om hele dagen, så får jeg et chok. Jeg har spurgt dem flere gange, og de har sagt nej.
- Fuck, hvor er det klamt. De to, jeg har det allerbedst med. Den gjorde sgu ondt. Det er fint, at han synes, hun er stærkere, men det er det personlige i, at vi tre har haft så godt et bånd. De brugte mig i sidste parceremoni til at kunne stå sammen nu.
- Det er 100 procent Theis' skyld, for det er ham, der står med valget. Men jeg synes godt, Alberte kunne have sagt til mig, at hun ville stille sig der. Jeg spurgte hende hele dagen og havde ondt i maven over det, og hun løj hele dagen.
Da hun får en chance mere bag Mathias, hvor hun står sammen med veninden Mathilde, knækker filmen.
- Jeg tænkte bare "fuck, nu står jeg og har en chance for at blive valgt". Jeg skulle ikke have chancen - for jeg ville ikke være på hotellet med Theis og Alberte. De personer, jeg har det bedst med, har stukket mig i ryggen. Der tænkte jeg på mig selv. Jeg kunne ikke klare mere psykisk.

Ingen tilgivelse
Theis har ikke meget andet at sige til situationen, end at det er et spil.
- Lidt koldt i en parceremoni, når jeg står og er helt ude af den, mener Zenia.
- Jeg tænker "Fuck, du er et røvhul, jeg har lige reddet dig i sidste uge, hvor der stod tre fyre bag mig".
Zenia siger i programmet, at han har pisset på hendes følelser, og at hun aldrig vil tilgive ham. Den udmelding står hun ved i dag.
- Jeg har ikke tilgivet ham. Det er ikke et menneske, jeg har brug for i mit liv. Og det er baseret på hele hans opførsel i sæsonen og hjemme i Danmark. Jeg havde en anden virkelighed derinde, end hvad jeg har set nu.

Lige fra hjertet
Beslutningen om helt at forlade programmet tager Zenia på stedet, da hun står bag Mathias Rubi sammen med Mathilde Bang.
- Jeg ved ikke, hvad jeg skal spillemæssigt med Mathias to dage før finalen. Det ville være noget andet, hvis jeg stod bag Alex eller en stærkere dreng, men jeg vil aldrig stå med Mathias - og jeg gad ikke glo på de mennesker mere, siger hun.
- Det var en meget rørende ceremoni for alle. Mathias krammer mig. Mathilde er rørt. Alle blev helt paf.
Zenia havde ikke fortalt nogen andre om beslutningen, før hun sagde højt, at hun ville ud. Heller ikke produktionsfolkene.
- Jeg vidste ikke, om jeg måtte sige det. Det kom bare lige fra hjertet: Jeg vil ikke være her mere. Og jeg kan bare huske befrielsen, da jeg forlader pladsen.