Lavede den til ære for Diana: "Knust" prins Harry tvunget ud

"Knust" og i "chok".
Det er sådan, prins Harry beskriver den afsked, som han føler sig tvunget til at tage med velgørenhedsorganisationen Sentebale, som han selv startede i 2006.
Organisationen er sat i verden for hjælpe børn og unge i det sydlige Afrika, især dem med hiv og aids, og blev lavet til ære for prinsesse Diana, der selv var dybt engageret i netop denne sag.
I en officiel udmelding skriver prins Harry, at han ser sig tvunget til at træde tilbage grundet en kamp i organisationen mellem formanden Dr. Sophie Chandauka og bestyrelsen.
Det skriver Sky News.
"Det er med tungt hjerte, at vi har trukket os fra vores roller som protektorer for organisationen indtil videre, til støtte for og i solidaritet med bestyrelsen, som har været nødt til at gøre det samme," skriver prins Harry og prins Seeiso af Lesotho, der var med til at oprette organisationen.
De skriver videre, at de er i "chok" over at måtte træffe denne beslutning, men at skænderierne mellem formanden og bestyrelsen var blevet for uholdbare, og at forholdet decideret brød sammen.
Dr. Sophie Chandauka, der altså skal være årsagen til, at prins Harry har trukket sig, har svaret tilbage i skarpe vendinger. Her fortæller hun, at hun ikke vil lade sig intimidere, og at det for hende ikke er "et forfængelighedsprojekt, som jeg kan trække mig fra, når jeg bliver stillet til regnskab."