Russisk statsmedie: TV-reporter dræbt - blev kun 35 år

Den 35-årige russiske TV-reporter Anna Prokofjeva meldes dræbt ved grænsen til Ukraine.
Det er hendes egen arbejdsplads, det russiske statsmedie Channel One, der kommer med den dystre nyhed.
"Channel Ones krigskorrespondent Anna Prokofjeva døde, mens hun udførte sit arbejde. Det skete i Belgorod-regionen på grænsen til Ukraine," oplyser tv-kanalen ifølge Dagbladet.
Siden har flere russiske medier skrevet om historien.
Filmholdet skal være blevet ramt af en ukrainsk mine, hvilket altså har kostet den 35-årige TV-reporter livet.
Channel One oplyser videre, at en kameramand også skal være blevet såret.
Ukraine har endnu ikke reageret på den påståede nyhed om journalistens død.
Ifølge Mirror er Prokofjeva den tredje russiske pro-krig journalist, der dør i løbet af to dage.
Maria Zakharova, talskvinde for det russiske udenrigsministerium, har anklaget Ukraine for bevidst at gå efter journalister fra russiske statsmedier.