
Kasper Schmeichel-svineren skaber overskrifter i udlandet: ”Skamfuldt” og ”modbydeligt”

LÆS OGSÅ: Så skete det! Landsholdsstjerne er blevet far for første gang
En flot dansk præstation over to kampe mod Portugal i Nations League-kvartfinalen blev hurtigt tilsidesat.
I stedet kom Kasper Schmeichel i fokus – ikke for at spille kampen færdig med en skade, men fordi han ifølge Ekstra Bladets Anders Olsen var ”kvabset og tung”, og mest af alt ”bokser som et polioramt barn”.

Sagen har ikke kun fået opmærksomhed i Danmark.
For i udlandet har særligt flere skotske medier beskrevet sagen.
Daily Record beskriver situationen som ”modbydelig Kasper Schmeichel tilsvining skaber spektakel i Danmark”.
The Scottish Sun skriver, at “Schmeichel er fanget i et vildt skænderi over hans præstationer i hjemlandet”.
Flere af de lokale medier, som dækker Celtic FC, som Kasper Schmeichel har tørnet ud for siden juli 2024, beskriver angrebet fra Anders Olsen som ”ulækkert” og ”skamfuldt”.
Har talt med Schmeichel
Brian Riemer har også meldt sig ind i debatten.
Landstræneren fortæller til TV 2, at han synes, at det er ærgerligt, at man skal debattere sådan et emne.
Riemer har været i kontakt med Schmeichel, efter Ekstra Bladets leder kom ud.
- Kasper er også hårdhudet og har været med i mange år. Han ved også godt, hvordan den her verden fungerer, og jeg tror, at han er den første til at sige, at folk er velkomne til at komme med kritik, hvis man mener noget. Så det tror jeg på ingen måde er det, der har ramt ham, siger Brian Riemer til TV 2.
DBU’s fodbolddirektør, Peter Møller, har til selvsamme medie udtalt, at han er ærgerlig over, at lederen fjerner fokus fra det sportslige ved i stedet at være ”så personlig”.
- 1-0 til Ekstra Bladet på en meget usympatisk og uanstændig måde, hvis du spørger mig.
I forhold til Kasper Schmeichels skade er det fortsat uvist, hvor længe han er ude, da der både er blevet talt om nogle uger og længere tid end det.