Kendte26. marts 2025

Kjeld Nørgaard rejste verden rundt og fiskede med konen

Inden sin død rejste Kjeld Nørgaard verden rundt med hustruen Ulla for at fiske
Kjeld Nørgaard og Ulla Steen i deres hjem i Bisserup.
Kjeld Nørgaard og Ulla Steen i deres hjem i Bisserup.
 Foto: Thomas S. Laursen

LÆS OGSÅ: Manden bag "Kaj", Kjeld Nørgaard, er død

Onsdag morgen sov vores alle sammens "Kaj" fra "Kaj og Andrea", Kjeld Nørgaard, stille ind i en alder af 86 år.

10 år før sin død fortalte han i et interview med SE og HØR, om sin store passion for at fiske. Skuespilleren elskede det så meget, at han på det tidspunkt, hvor han havde skruet ned for film- og tv-optagelser, rejste verden rundt for at fiske.

Det skete sammen med konen, Ulla Steen, som også havde flair for at fange.

- Selv om jeg i over 40 år blandt andet har levet af at have en "hånd oppe i røven på en frø", er jeg skam ikke selv gået i frø, lød det muntert fra Kjeld Nørgaard.

Til gengæld gik hans liv på en måde i fisk. For Kjeld og Ulla var begge ivrige lystfiskere gennem mange år. Det var dog i høj grad på deres mange rejser rundt i verden.

- Vi har enkelte gange endda deltaget i konkurrencer, hvor vi er kommet frem, og vi elsker det. Vi var for eksempel i Kenya, hvor jeg fangede en sailfisk på 70 kilo, så jeg var vildt stolt. Lige indtil Ulla fangede en på 85 kilo. Det synes vi er ret sjovt, fortalte skuespilleren.

- Men det er ikke sådan, at vi kun fisker på vores ferier. Vi er måske væk tre-fire uger og bruger nogle få dage på det, men det er en del af oplevelsen på en god ferie.

Kjeld og Ulla har rejst til meget eksotiske steder. I seks år havde de blandt andet eget hus på Azorerne, hvor de sammenlagt tilbragte halvandet år.

- Vi har altid været glade for at rejse, men før i tiden var det svært. For nå vi havde tid, havde vi ikke råd - og når vi havde råd, havde vi ikke tid. Så på vores modne dage skal vi opleve en masse, mens vi stadig kan, lød det.

Sponsoreret indhold