Emil Midé Erichsen sætter ord på familieforøgelsen: -Det er fantastisk

LÆS OGSÅ: Emil Midé og familien vender hjem til Danmark: Vemodigt og spændende
Lykken er bestemt ikke til at tage fejl af hos "Kurs mod fjerne kyster"-kaptajnen Emil Midé Erichsen.
I slutningen af marts blev han og hustruen Louise nemlig forældre til en lille dreng, og nu sætter den 35-årige tv-kendis ord på familieforøgelsen.
Det sker i et interview med BILLED-BLADET.
- Det hele er gået så fint – også fødslen, hvor Louise var i de sødeste og mest kompetente hænder på Hvidovre Hospital. Nu er vi en hel flok med tre drenge, og det er fantastisk, fortæller Emil Midé Erichsen, der selv er vokset op med to brødre.
Sejleren fortæller videre, at det hele tiden har været en drøm at udvide familien med endnu et medlem, men at det ikke har været et pres for dem.
Emil og Louise er i forvejen forældre til sønnerne Hugo og Rumle, som begge er meget glade for lillebror, der endnu ikke har fået sit navn.
Hvad lillebror skal hedde, ved parret ikke endnu.
Vendte hjem før fødslen
Den lille familie er næsten lige vendt hjem fra en lang jordomsejling, og tv-styrmanden afslørede tidligere på måneden, at den lille ny er lavet ombord på familieskibet Havana.
- Made in Caribbean, skrev han således på Instagram til et sødt billede, hvor man kunne ane lillebrors fod.
Parret fandt sammen, da Emil sejlede jorden rundt med sin lillebror Theis. Emil og Louise kender hinanden fra gymnasiet, og der skulle ikke meget overtalelse til at lokke hende med ombord på Havana som gast.
Siden blev de kærester, og i sommeren 2022 giftede de sig på Københavns Rådhus.