En 30-årig mand er tirsdag blevet idømt fem års fængsel for at have udsat tilfældige ofre for overgreb og blufærdighedskrænkelser.
Det oplyser anklager Line Vetter fra anklagemyndigheden i Midt- og Vestsjællands Politi.
Det var et enigt nævningeting ved Retten i Roskilde, der fandt den 30-årige Walid Mohammed Ghazi Zidan skyldig i de ti forhold, der var beskrevet i sagens anklageskrift.
De første syv forhold fandt sted natten til og tidligt om morgenen 4. februar 2024.
Seks gange udsatte han kvinder for blufærdighedskrænkelser forskellige steder i København.
Blandt andet stillede han sig på Østerport Station tæt bag en kvinde, fremtog sit lem og masturberede.
Kort efter klokken 06 om morgenen udsatte manden en kvinde for forsøg på voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje på Sydhavn Station.
Om aftenen 28. april 2024 udsatte manden en kvinde for voldtægt ved andet seksuelt forhold en samleje ved Greve Marina i Greve.
17. maj udsatte han to kvinder for blufærdighedskrænkelser, og 24. maj forsøgte han at voldtage et barn under 15 år.
Det skete på en badebro i Greve, hvor han opsøgte hende, tog fat om skuldrene på hende og gav hende en lussing.
Efterfølgende forsøgte han at voldtage hende, men det mislykkedes, da pigen kæmpede imod, hvilket førte til, at hun faldt ned i vandet fra badebroen, og det lykkedes hende at flygte.
- Der er blevet lagt vægt på, at der er tale om en lang række af seksuelle overgreb, siger Line Vetter og tilføjer, at der også er lagt vægt på, at der skete en eskalering i overgrebene, og at ofrene var tilfældige.
Manden, der er statsløs palæstinenser, blev i dommen også udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.
Han valgte at anke dommen på stedet.