Kendte8. april 2025

Nicky Andersen fra ”Forræder”: Forelsket i tysk stjerne

Siden TV 2-programmet blev optaget, har Nicky Andersen fået en kæreste
Nicky Andersen (tv) gik ind til "Forræder"-optagelserne som single. Men sidenhen har han fundet kærligheden i en tysk stjerne, der også gør sig som danser.
Nicky Andersen (tv) gik ind til "Forræder"-optagelserne som single. Men sidenhen har han fundet kærligheden i en tysk stjerne, der også gør sig som danser.
 Foto: Hanne Juul

Han har rejst verden rundt med store verdensstjerner som Shakira, Taylor Swift, Will Smith og boet i Los Angeles i mange år.

Derfor troede 27-årige Nicky Andersen, der er professionel danser, at det var ville være nemt at være en del af TV2-programmet ”Forræder”.

Men han blev klogere.

- Det var lærerigt, sjovt, spændende, udfordrende til et vist punkt, for der var et tidspunkt, hvor jeg tvivlede på mig selv og alle omkring mig, siger han til SE og HØR.

Da han forlod slottet på Fyn, hang det stadig fast i hans hoved.

- Jeg har kørt karriere i USA og troede, det var der, man bliver forrådt og manipuleret og at et dansk tv-program ville være nemt, men da jeg kom hjem, troede jeg, at min mor var ”Forræder”, siger dansetalentet med et smil.

Da programmet blev optaget i efteråret, var han endnu single. Men efterfølgende har han fundet kærligheden i tyske Sina Deinert.

- Vi har været kærester i tre måneder, men vi har kendt hinanden i fem år, siger den forelskede fyr.

Hun er ligesom ham professionel danser, sanger og influencer. De mødte hinanden i Los Angeles, hun bor i dag i Tyskland, mens han har base i København.

- Hun er en meget større stjerne end mig, siger han om sin kæreste, der har mere end fire million følgere på sociale medier.

De er lige kommet hjem fra Brasilien, hvor hun var på tour, men samtidig var der tid til kærligheden og i næste weekend kommer hun til Danmark på besøg.

- Vi er ikke så langt i forholdet endnu, at vi snakker om at flytte sammen.

- Men hvis jeg skal flytte til Tyskland, eller hvis hun skal flytte til Danmark, eller vi vælger at flytte tilbage til USA, gør mig ikke så meget. Jeg kan ikke huske et liv, hvor jeg ikke har rejst, siger ”Forræder”-deltageren, der er vokset op i Virum.

Den nye sæson af ”Forræder” har premiere på TV2 11. april.

Sponsoreret indhold