Krimi9. april 2025 (opd. 9. april 2025)

Politimand sigtet for at videregive fortrolige oplysninger: To anholdt

Tre adresser er tirsdag blevet ransaget i sag, hvor ansat i Østjyllands Politi og privat borger er sigtet
Politibil og betjent ved politigården i Albertslund fredag d. 29. november 2024.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
En politimand er blevet sigtet i en sag om at have videregivet fortrolige oplysninger - en borger er også sigtet i sagen.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: 18-årig kvinde befølt af "Roskilde-manden": Havde kæmpe køkkenkniv i hånden

Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, har tirsdag sigtet en polititjenestemand fra Østjyllands Politi og en borger for uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger.

Det skriver DUP i en pressemeddelelse.

Tirsdag er der desuden blevet foretaget ransagninger på tre adresser, mens en række vidner også er blevet afhørt.

Politiklagemyndigheden har under ransagningerne beslaglagt telefoner og computere, der skal gennemgås.

Når DUP har afsluttet efterforskningen, vil der blive udarbejdet en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i Viborg.

Statsadvokaten vil så afgøre, om der skal rejses tiltale i sagen.

DUP har tirsdag ikke yderligere kommentarer til sagen, lyder det i pressemeddelelsen.

DUP er en uafhængig myndighed, der blandt andet efterforsker straffesager vedrørende politipersonale og personale i anklagemyndigheden.

Sponsoreret indhold