
Er Elijah Allman landet i skilsmissen fra helvede? Ekskonen vil have det hele

LÆS OGSÅ: Philine Roepstorff melder afbud: Er gået over termin
Det har været en massiv omgang on-off for den 48-årige Elijah Blue Allman og den 37-årige Marieangela King.
Parret, hvis største claim to fame, er, at Elijah er søn af den 78-årige sangerinde Cher, skal nemlig skilles, selvom de for blot et år siden fandt sammen efter at være gået fra hinanden.
Det er i denne omgang hustruen, der har fået nok og er klar til at rykke til Splitsville.
De har ellers været gift siden 2013, men ifølge Page Six er det den klassiske "uforenelige forskelle"-begrundelse, der i retsdokumenter udgør årsagen til bruddet.

Og frøken King har tilsyneladende en idé om, at hun skal have det hele.
Dokumenterne viser nemlig, at hun har anmodet om at overtage både bilen og boligen - og ikke mindst 40.000 kroner i månedlig udbetaling fra sin eks for at kunne opretholde den levestandard, hun havde under ægteskabet.
Skulle det ske, at Elijah ikke vil opgive deres Toyota Prius, kræver hun en ekstra udbetaling på 13.000 kroner og ekstra 3.500 kroner oven i de 40 kliks, hvis hun selv skal købe en ny dyt.


- Vi havde en smuk 13-årig rejse fuld af minder, jeg altid vil værdsætte, siger King i en udtalelse til People, hvor hun også understreger, at hun håber på et venskabeligt forhold fremover.
Stakkels Elijah skal dog ikke regne med nogen økonomisk hjælp fra sin stenrige musiker-mor.
"Believe"-sangerinden har tidligere forsøgt at få umyndiggjort sin voksne søn på midlertidig basis med henblik på at få ham ud af et angiveligt misbrug. Det har retten dog sagt nej til hele to gange.
