USA's told på kinesiske varer ligger på mindst 145 procent efter den seneste stigning i de amerikanske toldsatser.
Det oplyser Det Hvide Hus torsdag ifølge CNN.
Præsident Donald Trump meddelte onsdag, at han ville hæve "den gensidige told" på varer fra Kina til 125 procent.
Det fremgik på daværende tidspunkt ikke, at de 125 procent skulle lægges oven i 20 procent told, som tidligere er blevet lagt på kinesiske varer.
Da de 20 procent told blev pålagt kinesiske varer, skete det ifølge Trump for at stoppe illegal indvandring og indsmugling af fentanyl til USA.
Han beskyldte Kina for at spille en rolle på begge områder.
Tolden på kinesiske varer er suverænt den højeste toldsats, som Trump har indført siden sin indsættelse.
I første omgang blev kinesiske varer pålagt 34 procent told. Siden blev satsen hævet to gange og er nu på 145 procent.
Samtidig med at Trump onsdag hævede toldsatsen for kinesiske varer, indførte han en delvis toldpause på 90 dage for en lang række andre lande.
Pausen betyder, at landene skal betale ti procent told i perioden, når de eksporterer varer til USA.
Mange lande er ellers blevet pålagt langt højere toldsatser. Lande i EU skulle eksempelvis betale 20 procent told, mens store produktionslande som Vietnam og Cambodja er blevet pålagt told på henholdsvis 46 og 49 procent.
De nye toldsatser har den seneste uge medført store udsving på de finansielle markeder - primært i form af markante kursfald.
På et regeringsmøde siger Trump torsdag aften, at der må forventes nogle "overgangsproblemer" efter toldreformen.
- Vi synes, vi klarer os rigtig godt. Der vil være en omkostning ved omstillingen og overgangsproblemer, men til sidst bliver det en smuk ting, siger den amerikanske præsident ifølge CNN.
De øgede toldsatser har blandt økonomer skabt bekymring for, at priserne vil stige markant i USA, og at flere lande vil opleve økonomisk recession.