Kendte10. april 2025

Jonas Madsen afslører: Skal være vært på kendt DR-program

Fremover bliver det Jonas Madsen, der skal stå i front for DR-programmet "Den store juniorbagedyst"
Jonas Madsen har blandt andet været vært på Ultra Nyt og på MGP.
DR-kendissen Jonas Madsen har tidligere været vært på Ultra Nyt og på MGP.
 Foto: Mikael Rieck

LÆS OGSÅ: Tivolirevyen bliver uden Søs Egelind: Du kan IKKE refundere billetten

Klar, parat, bag!

Således lyder de ikoniske ord fra DRs hitprogram "Den store bagedyst", og inden længe bliver det Jonas Madsen, der skal råbe det i bageteltet.

I et opslag på Instagram røber Ultra Nyt-kendissen nemlig, at han skal være vært på den kommende sæson af "Den store juniorbagedyst" på DR.

- JEG SKAL VÆRE VÆRT PÅ DEN STORE JUNIORBAGEDYST 2025. HOLD kæft, hvor er jeg nervøs. Og spændt. Og kageglad, skriver han.

Jonas Madsen overtager tjansen for Joakim Ingversen, der siden 2021 har haft værtsrollen på programmet, som fokuserer på de unge bagetalenter.

Det skyldes, at Joakim ikke har haft tid til at optage endnu en sæson, oplyste DR til BILLED-BLADET i 2024.

- Joakim har haft et travlt efterår, og der var desværre ikke plads i kalenderkabalen til Juniorbagedysten i år. Derfor glæder vi os meget til, at en ny, skøn vært byder inden for i teltet næste forår, lød det fra redaktionschef Eva Kvist.

Jonas Madsen er formentlig ikke helt ukendt for de unge bagedyststjerner i programmet. Han har tidligere lavet børne-tv for DR, og de seneste tre år har han været vært på MGP.

"Den store juniorbagedyst" har premiere lørdag den 3. maj.

Sponsoreret indhold