Torsdag eftermiddag har politibetjente udført en aktion i et villakvarter i Over Hornbæk, vest for Randers.
Det viser billeder fra stedet og bekræftes af Østjyllands Politi.
Ifølge flere lokale, som TV2 Østjylland har talt med, ankom flere politibiler og betjente om eftermiddagen til et specifikt hus i nabolaget.
Her gennemsøgte og undersøgte politifolk gennem længere tid en Mercedes-personbil, der holdt foran huset. Flere kilder beskriver, at betjentene bar masker og gummihandsker under undersøgelserne.
Der gik også betjente ind i huset og kom senere ud med en mand iført en DNA-dragt. Ifølge kilder er der tale om husets 30-årige mandlige beboer, der bor der med sin familie.
Han blev sat ind i en politibil, mens undersøgelser foregik inde i huset. Senere blev han kørt væk.
Der blev også taget flere poser med genstande ud af huset.
TV2 Østjylland har været i kontakt med Østjyllands Politis vagtchef Chris Mose, der bekræfter, at en mand er anholdt, og en bil er blevet fjernet fra ejendommen.
Han oplyser, at anholdelsen udspringer af en sag fra Nordjylland, og at det er Nordjyllands Politi, man har assisteret i aktionen. Den anholdte mand er nu kørt til Aalborg, hvor han sidder fængslet.
Hos Nordjyllands Politi bekræfter man samarbejdet med de østjyske kolleger.
Ifølge vagtchef Christian Tilsted blev der klokken 15.24 anmeldt et voldeligt overfald på en 36-årig person, og angiveligt skulle en 30-årig mand stå bag.
Overfaldet skulle være begået på en adresse i postnummeret Havndal nord for Randers. Størstedelen af det postnummer er beliggende i Randers Kommune, men overfaldet fandt ifølge anmeldelsen sted i den del, der hører til Mariagerfjord Kommune. Og dermed er det i Nordjyllands politikreds.
Nordjyllands Politi bad Østjyllands Politi om at søge efter den 30-årige, og han blev altså fundet ved sin families hjem i Over Hornbæk.
Vagtchefen kan ikke sige mere om omstændighederne for overfaldet eller offerets skader.
Det er i skrivende stund ikke afgjort, om den 30-årige mand skal fremstilles i grundlovsforhør.