Skæbnedag for retssag om våbeneksport til Israel

LÆS OGSÅ: Mette Grith Stage: Så slemt kan det gå for Sisse Sejr
Fredag afgøres det første kapitel i fire organisationers kamp for at få Danmarks indirekte våbeneksport til Israel stoppet.
Klokken 10 afsiger Østre Landsret kendelse om, hvorvidt organisationerne har såkaldt retlig interesse i deres søgsmål mod den danske stat.
Har de ikke retlig interesse, kan sagen ikke føres.
Det er Amnesty International Danmark, Oxfam Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke og den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq, der står bag sagsmålet mod Udenrigsministeriet og Rigspolitiet.
Organisationerne vil have stoppet den danske eksport af dele til F-35-fly til Israel.
De mener, at de er direkte og konkret berørt af situationen i Gaza, fortæller politisk rådgiver i Amnesty Annette Stubkjær Rimmer.
- Det er vi, fordi vi har kolleger, som arbejder i Gaza, som er berørte af den voldsomme krigsførelse, som Israel gennem nu halvandet år har foretaget.
- I Amnesty er vores mandat helt tydeligt at beskytte menneskerettighederne. Og vi ser klare brud på menneskerettighederne i Gaza, som vi ikke mener, at Danmark må bidrage og medvirke til igennem eksport af våbendele til israelske kampfly, siger hun.
Hvis de har retlig interesse, vil retten fredag afgøre, om der skal være opsættende virkning - altså om eksporten skal pauses under sagen.
- Det er rigtig vigtigt, fordi situationen i Gaza lige nu er utrolig desperat og akut. Bare igennem de sidste to uger er mere end 300 palæstinensiske børn blevet dræbt, siger Annette Rimmer.
Medierne Danwatch og Information har afdækket, at danske Terma eksporterer dele til F-35-kampfly, som Israel har brugt i Gaza.
Ifølge Amnesty er den indirekte våbeneksport til Israel i strid med de danske forpligtelser under EU's regler om våbeneksport og under FN's våbenhandelstraktat.
- Lovgivningen siger, at hvis der er en klar risiko for, at våbenudstyret kan blive brugt til at begå alvorlige forbrydelser - både under folkeretten og brud på menneskerettighederne - er man forpligtet til at stoppe den våbeneksport, siger Annette Rimmer.
Uanset udfaldet fredag ender sagen formentlig i Højesteret. Organisationerne vil i hvert fald gå den vej, hvis de ikke får medhold, ligesom myndighederne har samme mulighed.
Israels krig i Gazastriben blev udløst af Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023.
Parterne indgik i januar en våbenhvileaftale. Våbenhvilen trådte i kraft 19. januar, men brød sammen i midten af marts.
Ifølge de Hamas-kontrollerede myndigheder i Gazastriben har flere end 50.800 palæstinensere mistet livet i området siden oktober 2023.