Kendte13. april 2025

Martin Brygmann scorer første job siden nedtur: Indtaler lydbog

Musikeren og skuespilleren har ikke haft mange job, siden dokumentaren ”Sexisme i musikbranchen” sidste år blev vist, men det vender muligvis nu
Martin Brygmann har landet sit første job, siden dokumentaren "Sexisme i musikbrancehn" udkom på DR sidste år.
Martin Brygmann har landet sit første job, siden dokumentaren "Sexisme i musikbrancehn" udkom på DR sidste år.
 Foto: Dan Mariegaard

Martin Brygmann skal atter bruge stemmen i embedets medfør.


Skuespilleren har fået tjansen som indlæser af lydbogen "Mord og Mindfulness". Det skriver Ekstra Bladet, der også har været i kontakt med stifteren af forlaget Memoris, som har hyret Brygmann.


Han hedder Michael Jepsen, og ifølge ham har Martin Brygmann allerede sagt ja til også at indtale efterfølgeren.


– Hvis der i kulturlivet er en opfattelse af, at man ikke tør røre ved ham, eller ikke vil være den første til at gøre det, så vil jeg da gerne. Så må jeg tage de tæsk, der potentielt følger med, og så kan det være, der er nogle andre, som gerne vil binde an med ham efterfølgende, siger Michael Jepsen til mediet.


Martin Brygmann røg ind i noget af en shitstorm i 2024, da DR-dokumentaren "Sexisme i musikbranchen" udkom.


Skuespilleren og musikeren forsøgte kort før udgivelsen af dokumentaren at få nedlagt forbud. Det afviste Københavns Byret.
I stedet optrådte han nu med navn i dokumentaren, som først havde anonymiseret ham.


Efterfølgende skrev han på Facebook, at han havde været "blind for, at min ofte platte og flirtende humor, som er en del af mig både fagligt og privat, kunne opfattes anderledes og grænseoverskridende".


Martin Brygmann endte med at melde fra til sin optræden på Smukfest oven på shitstormen, og senere trak han sig som stemme til Dr. Nafario i "Grusomme mig 4". Siden har der været meget stille fra hitmagerens side.

"Mord og Mindfulness" udkommer til download og streaming søndag.

Sponsoreret indhold