Teddi Mellencamp deler lægernes frygtelige besked: Har kun 50 procent chance for at overleve

LÆS OGSÅ: Døende Teddi Mellencamp forbereder sine børn "på det værste"
De sidste mange år har været én lang og smertefuld kamp for den amerikanske realitykendis Teddi Mellencamp.
I 2022 fik "The Real Housewives of Beverly Hills"-stjernen konstateret modermærkekræft, der i dag har spredt sig til hendes hjerne og lunger.
Og nu fortæller den 43-årige kendis så i et Nightline-interview, at lægerne blot giver hende 50 procents chance for at overleve det alvorlige sygdomsforløb.
- Det er en af mine yndlingsting at spørge om: 'Hvor lang tid har jeg? Hvad er mine chancer?' Og de siger ofte 50/50, fortæller Teddi Mellencamp i interviewet.
Her tilføjer hun også, at hun for første gang for alvor mærker alvoren af kræftdiagnosen.
- Jeg har det bedst med at have kontrol, og dette er fuldstændigt ude af mine hænder. Og for første gang er jeg sådan rigtig bange, siger hun ifølge People i interviewet med Nightline.

Teddi Mellencamp – der er mor til tre – forsøger dog at holde humøret oppe – både for sin egen skyld og ikke mindst for sin familie.
- Nogle gange føler jeg mig rigtig stærk og smuk, og at jeg kan gøre alt, og andre gange føler jeg mig helt nede, og at det er det værste, jeg har oplevet, fortæller hun videre.
Trods intensiv behandling for modermærkekræften endte sygdommen med at sprede sig, så hun i dag har tumorer i både hjerne og lunger. I marts gennemgik hun en operation i hjernen, hvor det lykkedes lægerne at fjerne nogle tumorer – men desværre ikke alle.
Senere scanninger afslørede nemlig yderligere tumorer, som ikke kan opereres væk. Hun har siden modtaget strålebehandling og immunterapi, men det er altså desværre ikke sikkert, at hun overlever det alvorlige sygdomsforløb.