Kendte16. april 2025

"X Factor"-stjernen Danny Dearden er død

Den britiske sanger blev kun 34 år gammel
Danny Dearden (h) fotograferet sammen med "X Factor"-legenden Simon Cowell (m) og sin manager (v)
Danny Dearden (h) fotograferet sammen med "X Factor"-legenden Simon Cowell (m) og sin manager (v)
 Foto: Instagram

Den tidligere "X Factor"-deltager Danny Dearden er død.

Han blev 34 år gammel.

Det er hans manager, der bekræfter dødsfaldet over for Mirror.

Ifølge manageren ved navn Denise Beighton døde Danny Dearden tirsdag morgen efter en lang kamp mod sygdom.

Det specificeres ikke, hvilken sygdom han var ramt af.

Danny Dearden medvirkede i den populære sangkonkurrence tilbage i 2014, hvor han kom videre fra audition til dommernes hus, hvor han blev vejledt af "Spice Girls"-stjernen Mel B.

Det var dog først efter programmet, at hans karriere for alvor tog fart.

Han havde således mere end 15 millioner streams på Spotify, da han tilbage i 2021 scorede sig en pladekontrakt hos Sentric Music og ved sin død, var det tal fordoblet.

Han nåede at samarbejde med kunstnere som Michael Calfan, Dario G. og Scott Mills.

"Spice Girls"-sangerinden Mel B har reageret på dødsfaldet over for The Sun:

- Det er så trist. Jeg husker tydeligt det indtryk, han gjorde på mig. Jeg føler med hans familie og venner, siger hun.

Sponsoreret indhold