Udbrud af svamp i hårbunden har spredt sig via frisører i København
Et udbrud med en særlig svampeinfektion i hårbunden, som kan forårsage knækkede hårstrå, skæl og bylder, er blevet spredt gennem frisører i hovedstadsområdet.
Det vurderer overlæge på Herlev og Gentofte Hospital Ditte Marie Saunte på baggrund af en række prøver.
Ditte Marie Saunte har fået taget prøver hos 57 forskellige frisører i Region Hovedstaden. Heraf er svampen blevet fundet på redskaber, primært hårtrimmere, fra fem frisører.
- Der begyndte at komme et stigende antal især yngre mænd, som havde en særlig undertype af denne her hudsvamp. Fælles for dem var, at mange af dem havde været ved frisøren, hvor de var blevet klippet med en trimmer, siger hun.
Det fik Ditte Marie Saunte, som også er formand for en europæisk arbejdsgruppe med fokus på hudsvamp, til at mistænke, at patienterne kunne have fået hudsvampen hos frisøren.
Der er tale hudsvampen Trichophyton tonsurans, som giver infektionen Tinea capitis. Normalt ses den primært hos børn.
Symptomerne på infektionen er rødme, skæl og knækkede hårstrå på et mindre, velafgrænset område. Infektionen kan også give bylder i hårbunden, forklarer Ditte Marie Saunte.
- Hvis det ikke bliver behandlet, kan det efterlade områder med arvæv. Det er ikke farligt, men det kan smitte rigtig mange eller sprede sig på kroppen, siger hun.
Ditte Marie Saunte har også kontaktet dofk, som er brancheorganisation for selvstændige frisører og kosmetikere.
På baggrund af henvendelsen har brancheorganisationen skrevet til medlemmerne for at gøre dem opmærksomme på problemet og minde dem om vigtigheden af at gøre redskaberne rene mellem kunder.
Fra direktør i dofk Connie Mikkelsen, lyder det, at den slags ikke burde ske.
- På branchens vegne synes jeg, det er kritisabelt. Man skal gøre sine redskaber rene. Jeg er faktisk ret chokeret over det her, siger hun.
Connie Mikkelsen understreger, at hun ikke ved, om der er fundet svamp på redskaber fra medlemmer af dofk. Derfor udtaler hun sig generelt på vegne af branchen.
Tinea capitis kan smitte gennem direkte kontakt mellem mennesker eller via genstande som frisørredskaber, huer, hjelme eller sengetøj.
For at fjerne svampesporerne kan man vaske redskaber med sprit og vaske tøj og sengetøj ved 60 grader eller desinficere det med eksempelvis Rodalon.
Der findes ifølge Ditte Marie Saunte ikke et register, hvor man kan få et overblik over antallet af tilfælde.
Foruden de tilfælde, hun selv har konstateret, kender overlægen til yderligere otte til ti speciallæger, som har set et stigende antal tilfælde af Tinea capitis i løbet af de seneste måneder, lyder det.