
Fjerner særlig Toblerone fra hylderne: Kunderne gider ikke spise den

LÆS OGSÅ: Chokolade forsvundet fra populær blanding
Efter næsten 60 år siger briterne nu farvel til en mørk klassiker: Toblerones sorte chokolade-bar er på vej ud af det britiske marked, skriver flere britiske medier.
Dermed bliver den ikoniske trekantede chokolade med mandler og honning dermed endnu et offer på den voksende liste af nostalgiske slikfavoritter, der ikke længere kan klare sig i kampen om forbrugernes gunst.
Ifølge producenten Mondelēz er beslutningen truffet på grund af "ændrede smagspræferencer".
En anden forklaring kan være, at den er blevet dyrere at producere, fordi udgaven indeholder en stor procentdel af kakao. Og netop priserne på kakao er steget til rekordhøje niveauer, hvilket presser hele chokoladeindustrien.
Det er endnu uklart, om den mørke variant også forsvinder uden for Storbritannien.
Nyheden lander netop som briterne er gået ind i påskeferie-weekenden – et af årets mest chokoladefyldte tidspunkter.
På bare få timer blev den mørke Toblerone derfor udsolgt på supermarkedskæden Waitroses hjemmeside, mens sociale medier kogte over med opfordringer om at "hamstre nu".
Det er ikke første gang, at Toblerone skaber debat.
I 2016 sendte det et chok gennem fanskaren, da afstanden mellem de karakteristiske chokoladetoppe blev øget. Og i 2023 opstod næste problem: Billedet af det schweiziske Matterhorn-bjerg blev fjernet fra emballagen, fordi dele af produktionen blev flyttet ud af Schweiz.
Navnet Toblerone menes i øvrigt at være en sammentrækning af opfinderen Theodor Toblers efternavn og det italienske julekonfekt "torrone", som består af nougat med ristede mandler.
Dyr chokolade hitter
Mens den mørke Toblerone forsvinder, dukker nye konkurrenter op.
For eksempel "Dubai-chokolade" – en pistaciefyldt bar inspireret af mellemøstlig knafeh – er i øjeblikket en viral favorit og et meget dyrt alternativ til Toblerone.
