Sport8 timer siden

Faldt om på banen: Nu er der nyt om Jesper Madsens helbred

Efter at være udgået i to kampe som håndbolddommer har Jesper Madsen nu fået lægernes dom
Det så voldsomt ud, da Jesper Madsen måtte udgå af to kampe tidligere i år. Nu har han fået lægernes dom.
Det så voldsomt ud, da Jesper Madsen måtte udgå af to kampe tidligere i år. Nu har han fået lægernes dom.
 Foto: Tamas Vasvari/AP/Ritzau Scanpix

Den danske håndbolddommer Jesper Madsen har fået svar på, hvorfor han blev svimmel og utilpas i to kampe og udgik af dem begge tidligere i år.

Det skyldes øresten, har lægerne fastslået, og han må gerne dømme kampe i håndboldarenaerne igen.

- Øresten er voldsomt ubehageligt, men det er ikke farligt. Det fik jeg relativt hurtigt at vide, siger Jesper Madsen til TV 2 Sport.

- Derudover har jeg fået kontrolleret mit hjerte og fået scannet både hjerte, nakke og hoved, og jeg er blevet undersøgt på alle mulige måder for at se, om der var noget dybereliggende, og der har de heldigvis ikke fundet noget.

- Så jeg er sund og rask, siger han til tv-stationen.

Jesper Madsen har allerede dømt to kampe med makkeren Mads Hansen siden episoderne. En i den næstbedste række i Rækker Mølle den 6. april samt en kamp i den bedste række torsdag i Skanderborg.

Løse øresten eller ørekrystaller forklares af Høreforeningen som den hyppigste årsag til svimmelhed i forbindelse med hovedbevægelser. Det sker, når man for eksempel vender sig i sengen, drejer hovedet eller bukker sig ned.

Der findes behandling, der kan hjælpe en af med øresten. Det drejer sig primært om at manipulere de løse øresten ud af buegangene igen.

I en Champions League-kamp 20. februar i Ungarn faldt Jesper Madsen om på banen og blev kørt på hospitalet. Den 8. marts udgik han utilpas fra en ligakamp i Aalborg. Her var han selv i stand til at sætte sig ned.

Trods episoderne med ubehag har Jesper Madsen aldrig tvivlet på, at han kunne passe sit hverv som håndbolddommer. Han mærker fremgang efter de to kampe, han har dømt.

Næste opgave for Jesper Madsen er torsdagens opgør i nedrykningsspillet mellem Silkeborg-Voels håndboldkvinder og Skanderborg.

Sponsoreret indhold