Krimi22. april 2025

16-årig i vild spritkørsel med "lånt" bil: Svinede betjente til under anholdelse

Dreng uden kørekort, sprit i blodet og lånt bil endte med fire sigtelser på under en time

LÆS OGSÅ: Politi har afgivet varselsskud

En natlig køretur udviklede sig lørdag til et regulært mareridt med en blot 16-årig dreng fra Næstved i centrum.

Lørdag nat klokken 0:25 blev politiet kontaktet af en borger, der frgytede, at en bilist kørte påvirket. Og det viste sig at være en fuldstændig korrekt antagelse, kan man i dag læse i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Kort tid efter fandt en patrulje nemlig frem til bilen – og bag rattet sad den purunge dreng.

Et pust i alkometeret afslørede en promille over det tilladte, og det var bare begyndelsen. Klokken 1.01 blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Men det stopper ikke der: Den 16-årige havde ikke noget kørekort og blev derfor også sigtet for at køre uden førerret.

Som om det ikke var nok, var bilen heller ikke hans.

Drengen havde ganske enkelt taget den uden tilladelse, hvilket førte til endnu en sigtelse – denne gang for brugstyveri. Ved anholdelsen gik han samtidig verbalt til angreb på betjentene og kastede om sig med grove skældsord.

Det udløste en fjerde sigtelse for fornærmelig tiltale mod politiet.

Drengen blev løsladt igen klokken 1.41, men sagen er langt fra slut.

De sociale myndigheder er nu blevet trukket ind i sagen, og det er uvist, hvilke konsekvenser den vil få for den unge bilist.

Sponsoreret indhold