Kongelige7 timer siden

Norsk medie beklager til kongehus: Erklærede dronning Sonja død

Det norske medie VG har begået en enorm bommert, og nu beklager de til det norske kongehus
Dronning Sonja er ikke død, som det ellers fremgik i underteksterne til en video på VG.
Dronning Sonja er ikke død, som det ellers fremgik i underteksterne til en video på VG.
 Foto: Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix

"Hendes majestæt dronning Sonja, dronning af Norge, er død."

Sådan lød det i underteksterne til en video på det norske medie VG.

Men dronning Sonja er altså ikke død, og videoen handlede om nogle helt andre nyheder.

Derfor beklager mediet nu også direkte til det norske kongehus.

- Det er en meget uheldig fejl, og vi er frygtelig kede af hændelsen. Vi har undskyldt direkte over for slottet, og vi undskylder over for vores seere, siger nyhedsredaktør Tora Bakke Håndlykken til VG.

Det oplyses videre, at miseren skyldes en intern fejl, og at videoen kun var tilgængelig i nogle få sekunder.

Fejlen bliver ikke mindre alvorlig af, at dronning Sonja mandag blev transporteret med helikopter til Rikshospitalet i Oslo på grund af vejrtrækningsproblemer.

Hun er sygemeldt resten af ugen, men blev udskrevet fra hospitalet tirsdag.

Sponsoreret indhold