Se billederne: Kong Frederik fortsætter i Japan
Kong Frederik fortsætter sit besøg i Japan.
Kong Frederik var torsdag med til den officielle åbning af Danmarksdagen på verdensudstillingen Expo 2025 i Osaka under sit tiltrædelsesbesøg i Japan. Her holdt han åbningstalen.
Kongen fik også en guidet tur rundt i den nordiske pavillon på verdensudstillingen. Her kan man få et indblik i nordiske værdier og løsninger inden for eksempelvis grøn omstilling, innovation og bæredygtighed.
Den første verdensudstilling blev holdt i London i 1851. Siden da er udstillingen rejst fra land til land og blev senest afholdt i Dubai i 2021.
Hver Expo dedikeres til et aktuelt tema, med det formål at finde løsninger på udfordringer som verden står overfor. Expo-udstillingerne varer i flere måneder og tiltrækker millioner af besøgende fra hele verden.
Den danske konge er i Japan til og med fredag.
Onsdag var han i Japans hovedstad, Tokyo, og deltog i en række besøg med fokus på bæredygtig fødevareproduktion, gastronomi, grøn energi og life science.
Han fik blandt andet mulighed for at sætte tænderne i traditionel japansk mad på en ramen-restaurant i storbyen, der bruger dansk svinekød i tilberedningen.
Kong Frederik er under tiltrædelsesbesøget i spidsen for et officielt erhvervsfremstød, der skal fremme dansk økonomisk diplomati og støtte erhvervslivet inden for flere sektorer.
Han er ledsaget af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V), og erhvervsminister Morten Bødskov (S), der alle deltager i forskellige aktiviteter.
På sin sidste dag i Japan skal kong Frederik fredag deltage i en mindehøjtidelighed i Hiroshima for ofrene for atombomberne, som blev kastet over Japan for 80 år siden. Han skal også besøge et museum, der dokumenterer konsekvenserne af atombomberne.
Kong Frederik slutter turen af med en privat middag med Japans kejser, Naruhito. Det er ikke første gang, at Kong Frederik er i Japan eller mødes med den japanske kejserfamilie.
I 1998 besøgte han kejser Naruhito, der på daværende tidspunkt var kronprins, ligesom kong Frederik selv var det.
Kong Frederiks første officielle udlandsbesøg som kronprins i 1987 var ligeledes til Japan.