Krimi13 timer siden

Hajangrebet i Israel: Nu har man fundet rester af et menneske

De israelske myndigheder har fundet rester af et menneske, efter en 40-årig far tidligere på ugen blev angrebet af en haj i vandet ud for Hadera i Israel
De israelske myndigheder har fundet rester af et menneske, efter en 40-årig far tidligere på ugen blev angrebet af en haj i vandet ud for Hadera i Israel
De israelske myndigheder har fundet rester af et menneske, efter en 40-årig far tidligere på ugen blev angrebet af en haj i vandet ud for Hadera i Israel
 Foto: Privat

Det sidste håb om at finde et hajoffer i live er formentlig blevet slukket, efter de israelske myndigheder nu har fundet rester af et menneske i vandet ud for Hadera, Israel.

Det skriver BBC.

Det vides ikke, hvilke menneskedele der præcist er blevet fundet i vandet, men alt tyder på, at der er tale om den 40-årige far, der mandag blev angrebet af en haj.

Den 40-årige far svømmede angiveligt rundt i et område, hvor man ellers havde advaret mod at bevæge sig ud - og det endte altså også fatalt, da manden uden varsel blev angrebet af en haj.

Vidner har senere forklaret, hvordan manden gentagne gange råbte ”hjælp” og ”den bider mig”, mens det blodige angreb fandt sted. Vidner har også fortalt, at hajen pjaskede vildt omkring sig, mens den angreb manden – og at vandet hurtigt blev rødt af blod.

- Der er nogen i vandet, som en haj bider. Han skriger ”hjælp”. Han er i vandet ud for Hadera. Han drukner. Han er i vandet. Der er ingen, der er på vej ud for at redde ham, lød ordene fra en kvinde, da hun slog alarm til myndighederne.

- Kan du stadig se manden? Har du øjenkontakt med manden?, spurgte alarmoperatøren herefter.

Kvinden svarede:

- Nej, jeg kan ikke se ham.

Det var tilsyneladende herefter, at hajen trak manden ud på dybere vand, hvorefter manden forsvandt under bølgerne.

De israelske myndigheder valgte i kølvandet på tragedien at lukke stranden. Hajangreb er yderst sjældne i området, og der har ikke været et fatalt angreb siden 1947.

Myndighederne er stadig ved at klarlægge, hvilken type haj der angreb manden. De såkaldte mørkhajer og sandbankehajer befinder sig ofte i området. De er dog ikke kendt for at angribe mennesker.

Sponsoreret indhold