
Sarah Michelle Gellar afslører hemmeligheden bag sit lange ægteskab med Freddie Prinze Jr.

LÆS OGSÅ: Sarah Michelle Gellar deler rørende ord og billeder: "Jeg vil altid elske dig"
Sarah Michelle Gellar har måske bekæmpet vampyrer på tv, men i virkeligheden har hun knækket koden til noget endnu sværere: et langtidsholdbart ægteskab i Hollywood.
Under et besøg i talkshowet "Today With Jenna and Friends" bliver 48-årige Gellar spurgt om, hvad der er nøglen til de 22 år, hun har været gift med skuespillerkollegaen Freddie Prinze Jr.
Og svaret fra "The Ringer"-stjernen falder prompte og meget konkret:
– Separate badeværelser! Det er så simpelt, siger Gellar.

Tiffany Haddish, som også gæstede showet, har dog en anden teori. Hun mener nemlig, at parret kører en “I Love Lucy”-model med adskilte senge, der bliver skubbet sammen og fra hinanden efter behov.
– Det havde jeg faktisk ikke tænkt på, indrømmer Gellar og tilføjer:
– Men det er faktisk en virkelig god idé!
Sarah og Freddie mødtes i 1997 på settet til gyserhittet "I Know What You Did Last Summer". Men romantikken lod vente på sig. Først i 2000 tog de på deres første date – og så var der ellers bingo.
– Jeg havde ikke lyst til at date andre, har Freddie tidligere fortalt.

To år senere blev de gift i Mexico og har siden fået to børn sammen – Charlotte i 2009 og Rocky i 2012.
Selvom badeværelserne bliver nævnt med et glimt i øjet, havde Gellar også et mere alvorligt bud på, hvorfor deres forhold holder.

– Alt kræver arbejde – også ægteskaber, sagde hun i et interview med Fox News Digital sidste år.
– Vi lever i en ekstremt “engangsagtig” verden. Din telefon går i stykker, du køber en ny. Det samme sker ofte med forhold.
