Krimi26. april 2025

Mænd mistænkt for tyveri af Range Rovers anholdt i Hellerup

Under en flugt til fods smed formodede biltyve en taske med blandt andet nummerplader og opbrudsværktøj

Tre litauiske mænd blev natten til lørdag anholdt i Hellerup, efter at politiet havde eftersat dem i bil og en af dem stak af til fods.

Det oplyser Nick Jensen, der er vagtchef i Nordsjællands Politi.

Klokken 04.35 valgte politiet at eftersætte en udenlandsk bil, der tidligere er sat i forbindelse med tyveri af dyre biler.

- Det er overvejende tyveri af Range Rovers og Land Rovers, siger Nick Jensen.

Efter en kortvarig eftersættelse standsede bilen med de fire mænd i på A.N. Hansens Allé i Hellerup.

To af mændene løb fra stedet, mens to blev siddende i bilen.

- Det er en hundepatrulje, der har eftersat dem, og den ene bliver stoppet og anholdt, siger Nick Jensen og oplyser, at politiet ikke har fået fat i den anden mand, der flygtede til fods.

Under flugten smed en af de to mænd en taske fra sig. Den taske har politiet fået fat i.

I tasken fandt Nordsjællands Politi opbrudsværktøj, nummerplade og elektronisk udstyr, som politiet mener kan bruges til at omgå en startspærre.

De tre anholdte er i 30'erne, og det er politiets forventning, at de fremstilles i grundlovsforhør lørdag eftermiddag.

Sponsoreret indhold