En af landets travleste togstrækninger står over for en omfattende renovering.
Strækningen mellem Svanemøllen i København og Hillerød skal fornyes i sommermånederne.
Derfor indsætter DSB togbusser på strækningen i en periode i maj og juni.
Det skriver Banedanmark i en pressemeddelelse.
Arbejdet begynder i maj og løber frem til oktober. Banedanmark skal dog arbejde i begge spor fra 2. maj til 1. juni og igen fra 23. juni til 11. juli.
- Under sporarbejdet i maj erstatter DSB S-togene med togbusser - både på langs og på tværs af Hillerød-banen, siger informationschef i DSB Tony Bispeskov.
- Jeg opfordrer pendlerne til at tjekke Rejseplanen for at se, hvad der er hurtigst og lettest, lyder det.
Ifølge DSB har det samlede S-tognet omkring 350.000 rejsende hver dag.
Mellem Svanemøllen Station og Hillerød kører der omkring 550 S-tog i døgnet, hvilket gør strækningen til en af de travleste.
Det skaber slid på skinnerne, og sporfornyelsen skal undgå yderligere slid og skader.
- Vi skal blandt andet udskifte næsten ti kilometer skinner og 2000 sveller, så strækningen også i fremtiden kan håndtere de hundredvis af daglige tog, siger Malene Friis Aagaard, der er projektchef i Banedanmark.
Sporfornyelsen kommer til at medføre støj- og støvgener for beboere tæt på togstrækningen.
I perioder vil det sågar være nødvendigt med døgnarbejde på skinnerne, og Banedanmark beklager generne, der måtte komme for beboere.
- Vi gør, hvad vi kan for at mindske generne, og håber på din forståelse, mens arbejdet står på, lyder det i pressemeddelelsen.
I perioden tilbyder DSB kompensation til pendlere, der rejser på togstrækningen.