Nu er det helt slut: Benedikte Thoustrups far overtager Béné Soie

LÆS OGSÅ: Benedikte med rørende kærlighedserklæring: -Prins Nikolai er en enorm støtte
Alting har en ende, og et silkehårbånd har to.
Tidligere på måneden kunne SE og HØR berette, at Benedikte Thoustrup havde forladt direktørstolen i den virksomhed, hun i 2021 stiftede sammen med sin far, erhvervsmanden Anders Thoustrup.
Nu har hun ifølge virksomhedsregisteret trukket sig helt ud af Béné Soie ApS.
Per 22. april overdrog hun sine 60 procent af Béné Soie ApS, og Anders Thoustrup ejer nu alle 100 procent.
Det er ikke den eneste markante ændring, der er sket med virksomheden. Udover ændringer i ejerkredsen og på direktørposten skifter selskabet ydermere branche.
Da Benedikte stiftede anpartsselskabet for lige knap fire år siden, var det med det formål at producere og sælge accessories til håret.
Nu fremgår det af virksomhedsregisteret, at Béné Soie skal sælge udstyr til kæledyr.
Hele familien bakkede op
Benedikte fortalte i 2022 til Billed-Bladet, at det var grev Nikolai, som opfordrede hende til at stifte virksomheden og springe ud i livet som selvstændig.
Han var sød til både at hjælpe med det praktiske og at bakke op om virksomheden, som fra første færd var et familieforetagende.
Både hendes far Anders, mor Annette og bedsteforældre Rita og Erik gav et nap med, når der skulle varer på hylderne.
Dengang var Benedikte sikker på, at hun ville drive virksomheden videre, når hun var færdig på CBS.
- Jeg vil helt klart gerne fortsætte med Bene Soie efter min uddannelse. Forhåbentligt har virksomheden vokset sig endnu større på det tidspunkt, lød det dengang.
Benedikte og grev Nikolai dimitterede i sommer, og nu ser det imidlertid ud til at være slut med Béné Soie.
Økonomisk fik virksomheden heller ikke så meget luft under vingerne, som Benedikte måske havde drømt om.
Indtjeningen har været dalende siden virksomhedens første år, og den samlede formue lød i det seneste offentliggjorte regnskab på beskedne 143.070 kroner.
SE og HØR forsøger at få en kommentar fra Benedikte Thoustrup