Danske Anna Brynald i stor triumf: Vinder EM i mågeskrig

Danmark har fået sig endnu en europamester. Denne gang er det til gengæld ikke i hverken håndbold, fodbold eller badminton.
21-årige Anna Brynald kan i stedet kalde sig europamester i mågeskrig.
Det fremgår af turneringens hjemmeside og ikke mindst den danske mågeskrigsstjernes egen Instagram.
Turneringen fandt sted i belgiske De Panne, hvor danskeren slog 29 andre håbefulde mågeskrigere.
Turneringen går, som navnet indikerer, ud på at være bedst til at skrige som en måge.
Det er dog slet ikke nok at levere et spot on-mågeskrig.

Man bliver ligeledes bedømt på samlet performance og ikke mindst udklædning.
Også her var Anna Brynald i særklasse.
Se selv her:
Anna Brynald fortalte tidligere på måneden i et interview med UDE og HJEMME, at hun i sin tid startede den spøjse hobby som følge af en tragedie.
– I den periode havde jeg lige mistet min nære ven, og jeg følte ikke, at jeg kunne se nogen mening i livet. Jeg kunne lige så godt dø i morgen, så hvorfor ikke bare sige mågelyde nu?
Derfra tog det fart, og nu kan Anna Brynald så kalde sig for europamester.
Det er femte gang, der afholdes EM i mågeskrig.