Anne Fabricius-Bjerre: Forelsket i gift mand
Anne Fabricius-Bjerre har fået en ny mand i nettet. Denne gang har hun kastet sin kærlighed på den fremtrædende københavnske kulturadvokat, Jens Gehl, som har været gift med den samme kone siden 1969.
Den romantiske forbindelse er kun nogle få måneder gammel, men 67-årige Anne har allerede proklameret over for sin omgangskreds, at hun er dybt forelsket i den fire år yngre advokat.
Anne, der i dag driver en eksklusiv antikbutik i det indre København, har også tidligere været dybt involveret i filmlivet. Hun har været filmindkøber og direktør for Dagmar Teatret og Scala-biograferne i København, og hun har deltaget i utallige filmfestivaler.
Så fælles interesser er der nok af. Men forbindelsen er pikant, eftersom Jens Gehl stadig er gift, og Anne i hvert fald udadtil stadig har Lars Busck, direktør for Naturklagenævnet, som sin faste gå i byen-ledsager.
Han har været den mest trofaste af hendes tilbedere og har, siden hun blev skilt fra Bent Fabricius-Bjerre, været hendes stabile, officielle kæreste. Ved siden af har hun så moret sig med Per Pallesen som den uofficielle kæreste. Men ham er det længe siden, vi har set noget til i Annes liv.
Hverken forelskede Anne eller Jens Gehl har nogen kommentarer til deres romantiske forbindelse.