Eva Longoria Parker: Nægter at strejke
Hun har penge nok. Og det har Tom Hanks, George Clooney, Cameron Diaz og Tobey Maguire for den sags skyld også.
Men det forhindrer dem ikke i at gå imod deres fagforening, Screen Actors Guild, der har opfordret sine 120.000 medlemmer til at gå i strejke i januar for at få forbedret lønforholdene. Først og fremmest for de medlemmer, som ikke får millioner for at lægge talent og ansigt til Hollywoods ellers stærkt lukrative film.
- Vi synes ikke, det er specielt samvittighedsfuldt netop nu, hvor ekstra mange mennesker bliver arbejdsløse, siger Eva Longoria Parker til Washington Post.
Hun har sammen med 130 andre A-kendisser skrevet under på en opfordring til at undlade at bruge strejkevåbnet. Så kan staklerne også blive ved med at skovle penge ind.