Aqua-Søren: Elsker at arbejde med Bent
Det er sådan set bare en simpel ventetone. Men TDC er klar til at mønstre de to bedste popsnedkere, Danmark har, for at få den helt rigtige lyd. Derfor har de hyret Bent Fabricius-Bjerre og Søren Rasted.
De to skal sammen lave den nye ventetone til TDC's mobilkunder.
Fabricius-Bjerre og Rasted giver hinanden skylden for, at de begge har solgt deres sjæl til reklamerne.
- Jeg har først og fremmest valgt at kaste mig ud i denne udfordring, fordi jeg får mulighed for at arbejde med Bent. Det bliver en ekstremt interessant proces at skabe en tone på få sekunder, der også skal være et hit om mange år, siger Søren Rasted i en pressemeddelelse.
- Jeg har altid takket pænt nej til at blive forbundet med et specielt firma eller produkt, selv om jeg er blevet spurgt adskillige gange. Denne gang er det dog væsentlig anderledes. Søren og jeg er blevet bedt om at skabe en ny tone til TDC. Det er den kreative proces, kampagnen handler om.
- Søren og jeg har tidligere arbejdet sammen omkring et nummer til jukeboks-cd'en, så jeg glæder mig til en genforening, siger Bent Fabricius-Bjerre i Ekstra Bladet.